Det store tilbageslag til Netflix' 'Blonde', forklarede

Blond, Andrew Dominiks filmatisering af Joyce Carol Oates' roman, med Ana De Armas i hovedrollen som en semi-fiktionaliseret karikatur af Marilyn Monroe, har udløst heftig debat online.

Blond fik oprindeligt en positiv modtagelse efter at være blevet vist på filmfestivalen i Venedig, hvilket gav anledning til 14 minutters stående bifald (ingen elsker at klappe mere end filmfestivaldeltagere). Kritikerne fortalte dog en anden historie, hvor filmen sad i en lejlighed 44% på Rotten Tomatoes.

Seere og kritikere udtrykte dybt ubehag med filmens grafiske skildringer af seksuelle overgreb og en tvungen abortscene, der spiller som pro-life propaganda.

Det komplicerede diskussionen er det faktum, at filmen (og romanen) fiktionaliserer Monroes liv ved at bruge Monroe som en avatar, der repræsenterer kvinderne, der lider under underholdningsindustriens brutale kvindehad (en Twitter-bruger gjorde sig den ulejlighed at kompiler en tråd viser, hvor filmen var drevet fra virkeligheden).

Mange af Monroes fans følte, at hendes image allerede var blevet udnyttet nok; senest af Kim Kardashian, der bar Monroes ikoniske kjole som et reklamestunt til Met Gala 2022, og blev anklaget at beskadige den permanent.

Endnu et modreaktion kom efter et lidet flatterende interview med filmens instruktør, Andrew Dominik, gik viralt, da Dominik kom til at virke som underligt uinteresseret og endda afvisende over for Monroes arv og arbejde.

Under interviewet, udført af magasinet Sight and Sound, antydede Dominik, at han var mere interesseret i Monroes lidelser end noget andet, og beskrev endda hovedpersonerne i hendes film fra 1953 Gentleman foretrækker blondiner som "velklædte ludere".

Selvom Dominik godt kunne have talt forkert, så interviewet ud til at bekræfte den værste frygt for Blondes modstandere.

Hvornår Blond endelig faldt på Netflix, udløste det øjeblikkeligt endnu et tilbageslag fra seere, der var utilfredse med filmens skildring af Monroe, såvel som det grafiske billedsprog, der blev opfattet som usmageligt, liderligt gabende snarere end en sammenhængende kritik af kvindehad.

Tilbageslaget udløste en modreaktion fra folk, der så kritikken som en overreaktion, der kom fra perleklædte prudes, der automatisk sidestiller skildring med godkendelse.

Andre havde blandede følelser, og mente, at filmen var vellavet, men alligevel vildledt.

Diskursen toppede efter en særdeles forvirret kritik af Blond gik viralt, et tweet, der antydede, at Joyce Carol Oates ikke er seksuelt attraktiv nok til at skrive en historie om Marilyn Monroe.

Den forfærdelige optagelse syntes at afkøle diskursen noget. Men debatten forbi Blond kommer i kølvandet på flere ophedede diskussioner om, hvordan man ansvarligt skildre vold og lidelse i medierne, især når fiktion henter inspiration fra ægte tragedie, med Netflix's Dahmer gnister a lignende debat.

HBO Dragon of House har også blevet kritiseret for sin grafiske skildring af kvindelig lidelse, kvinderne i Westeros kvalt af patriarkatet og monarkiets tvillingeslanger. I modsætning til Drage, som kan prale af veludviklede kvindelige karakterer med handlefrihed, der arbejder inden for rammerne af deres gyldne bure, Blond bliver kritiseret for sit portræt af Monroe som et todimensionelt offer.

Der er en anden film, der fortæller en meget lignende historie Blond, af en skuespillerinde splittet mellem personlighed og persona, jaget af kvindehad – Perfect Blå, instrueret af Satoshi Kon.

Det er ikke i øjeblikket genstand for varm debat, men det er (velsagt) en mere dybtgående film end Blond.