En nuklear renæssance betyder mere konkurrence om uran

En verdensomspændende atomrenæssance ledet af Japan, nogle lande i Europa (på trods af Tysk sløring), og forhåbentlig USA, ændrer det internationale uranmarked. Uranproducenter over hele verden forudser en langsigtet omfavnelse af atomkraft, der øger efterspørgslen efter uran og justerer i overensstemmelse hermed. Disse producenter er ikke tilfredse med bare hurtigt at tjene penge på en flygtig prisstigning drevet af energikrisen, de øger produktionen. Dette er ikke kun et eksempel på markedsdrevet konkurrence, der skaber lavere priser, men et forsøg på at fremkalde efterspørgsel efter uran og atomkraft ved at sikre, at uran forbliver billigt nok til at sikre, at atomkraft er økonomisk levedygtig.

Mens udbygningen af ​​atomkraft og en stabil uranforsyning er positivt for økonomien og miljøet, bringer det også nye udfordringer med sig. Politikere skal behandle uran (og sjældne jordarters mineraler) som strategiske aktiver, der sandsynligvis vil være genstand for geopolitiske stridigheder på samme måde som olie. Dette stigning i uranproduktionen er en udfordring og mulighed for Vesten, som vil kræve udenrigspolitik og international sikkerhedssans.

Vestlige ledere skal udnytte denne mulighed for at adskille sig fra de russisk og kinesisk-dominerede forsyningskæder for urankonvertering og berigelse. Rusland driver i øjeblikket reaktorer i 11 fremmede lande, med planer om ekspansion på markeder i Central- og Østeuropa, Mellemøsten og Latinamerika. Rusland har endda formået at overbevise Ungarn om at bygge to russiske nukleare reaktorer efter invasionen af ​​Ukraine begyndte med det ene formål at forstærke Victor Orbans velfærdscentrerede energipolitikker. Kina har foreløbige planer for 30 oversøiske atomreaktorer som en del af dets Belt and Road Initiative.

Russiske og kinesiske indtog i konkurrencen om atomkraft er ikke kun i at bygge reaktorer i udlandet. I øjeblikket er de kollektiv kontrol 57 % af verdens berigelseskapacitet og 63 % af verdens urankonverteringskapacitet, hvor begge statistikker forventes at stige inden 2030, hvis der ikke gøres noget. Selv uvillige statslige aktører kan ikke undslippe Ruslands nukleare løftestang. Kreml fortsætter med at udnytte sine civile nukleare bånd med mere end 50 lande, herunder nominelt fjendtlige europæiske statsaktører, og høster politiske og økonomiske belønninger.

Diversificering af internationale uranleverandører til vestlige atomreaktorer er den bedste måde at underminere kinesisk-russiske nukleare bestræbelser på. I dette er der grund til at være optimistisk. Canada og Australien er to store Uranproducentersom kan give en sikker basisbelastning for atomkraftudvidelse, mens andre arrangementer træffes. Det er godt, men ikke nok.

Vesten skal uddybe samarbejdet med og investere i uranrige aktørers produktionskapacitet. Namibia, et afrikansk land med omfattende uranforsyninger, er på forkant med denne nye urancentrerede geopolitiske konkurrence. Det australske mineselskab Paladin er ekspanderende sine faciliteter. EN foreslået russisk mine og spirende ekspansion af den allerede fungerende Husab-mine, der drives af en kinesisk statsejet virksomhed, viser rivaliseringen. Disse tiltag fra Rusland og Kina signalerer, at Namibia er værd at engagere sig i.

Dets repræsentative regeringssystem og dybe bånd til Vesten gør det til en vinderbar grænse i denne nye globale magtkamp om økonomiske ressourcer. Vesten bør støtte Namibias skrøbelige demokrati, fremme dets fortsatte markedsorientering og sikre, at Kina og Rusland ikke vinder terræn her.

I lande med lav statskapacitet som det uranrige Niger kan denne kamp opstå i et turbulent miljø og nødvendiggøre yderligere bistand for at sikre en stabil uranforsyning. Niger giver Vesten et eksempel på, hvordan uran-centrerede kampe kan se ud i fremtiden gennem sin turbulente historie og samarbejde med Frankrig og virksomheder som Orano.

Erfaringerne fra Niger er mange: Uran gør det ikke garantere velstand, forureningsstrategier kræver lokalisering, det gør ustabile regeringer ikke nødvendigvis samarbejde med useriøse aktører, og overvågning af uran ved dets kilde er afgørende for nuklear ikke-spredning. Alle disse lektioner fremhæver gennemførligheden og fordelene ved at sikre en stabil uranforsyning selv i et miljø med lav sikkerhed.

Mens Namibia og Niger er grænserne i denne kamp, ​​er Kasakhstan fortsat den store præmie, der skal vindes. Kasakhstan er verdens største producent af uran og dets geografiske placering mellem Rusland og Kina gør det afgørende for den kinesisk-russiske atomstrategi. Ikke desto mindre gør denne geografiske position ikke Kasakhstan til en umulig partner for Vesten. Rusland og Kasakhstans meget offentlige falder ud og Kinas ikke så subtile seneste signal til Rusland for ikke at blande sig i Kasakhstan tyder på splid og en strategisk åbning for Vesten.

Kasakherne selv bevæger sig mod denne strategiske åbning. Landets nationale operatør af uranprodukter Kazatomprom planer om at udvide produktionen, adfærd yderligere børsnoteringer, og eksporterer uran, mens de går uden om Rusland via Det Kaspiske Hav.

Den arbejder også aktivt på at fjerne frygten for fremtidige politiske kriser begrænse udbuddet af uran og holde priserne lave. Kasakhstans seneste politiske reformer, bevidst adskillelse fra Rusland, overholdelse af vestlige sanktioner og succes med at kontrollere russisk kapital peger i retning af dens værdi som partner for USA og Vesten.

Kasakhstan kan ikke vælge sine naboer, men det kan vælge sine partnere, og Vesten bør respektere deres valg ved at uddybe samarbejdet og at købe mere Kasakhisk uran og samtidig udvikle mere lokal produktionskapacitet.

At sikre den globale tilgængelighed af uran til overkommelige priser er en forudsætning for atomkraft, dekarbonisering og bekæmpelse af global opvarmning. Hvis Vesten vakler i denne udfordring, kan vi ikke kun forvente et beviseligt værre miljø, men vi kan også forvente, at de nuværende lidelser i Europa, der er afhængige af russisk gas og kinesiske sjældne jordarters mineraler, vil blive gentaget om få år med uran. De priser, vi betaler for at være afhængige af fjendtlige autoritære aktører til vores energibehov, er gentagne gange blevet blotlagt og overskygget, hvad der kræves for en uranbevidst udenrigs- og energipolitik.