Bidens 'onde' modernisering af reguleringsopdatering

Peter Thiel, Silicon Valley tech tycoon, har en kærlig aforisme, han bruger, som han tilsyneladende har lånt fra den afdøde konservative journalist M. Stanton Evans. Det lyder sådan her: "Demokraterne er det onde parti, og republikanerne er det dumme parti." Det er en sløv og uvelgørende måde at klassificere de to parter på, men inden for føderal regulering har ordsproget et gran af sandhed.

Offentlige reguleringer koster penge, og det gør virksomhederne mindre konkurrencedygtige og øger priserne for forbrugerne. Men reglerne har også fordele. Det er derfor, at føderale tilsynsmyndigheder i årtier har været forpligtet til at udarbejde en økonomisk analyse for deres største og mest betydningsfulde regler. Det inkluderer en cost-benefit-analyse, der sammenholder positive og negative resultater, der forventes af handlingen. Fordi disse fordele og omkostninger opstår på tværs af forskellige tidsintervaller, er de "diskonteret", dvs. en rentesats bruges til at fastslå "nutidsværdien" af fordele og omkostninger, der påløber i fremtiden.

I de sidste 20 år har føderale tilsynsmyndigheder anvendt to distinkte diskonteringssatser til dette formål. En sats på 3 procent blev primært brugt til at nedgøre demokraterne, mens en mere betydelig sats på 7 procent primært eksisterede for republikanere. Biden-administrationen er nu i gang med at "modernisere" regeringens 20 år gamle vejledning om lovgivningsanalyse, herunder ved at kassere satsen på 7 procent. Beslutningen fremhæver, hvordan uenigheder om diskontering egentlig stammer fra divergenser i de to partiers ideologier.

Republikanerne foretrækker diskontering på grund af "mulighedsomkostningerne ved kapital", hovedsagelig fordi penge, der ikke er investeret, stadig vil blive deponeret i en finansiel institution, hvor de akkumulerer renter over tid. Men selvom dette perspektiv giver mening i forbindelse med pengestrømme, er det mangelfuldt med hensyn til regulatorisk analyse. Cost-benefit-analyse er ikke analog med pengestrømsanalyse, fordi førstnævnte inkorporerer en meget bredere samling af fordele og omkostninger end blot penge. Sundhedsforbedringer, velvære og endda livsforlængelse er alt sammen medregnet i cost-benefit-analysen, og ingen af ​​disse ting kan investeres eller forrentes. Ergo er republikanerne, i Thiels terminologi, "dumme". De diskonterer af den forkerte grund.

Demokrater, på den anden side, tænker på rabat på en helt anden måde. De begynder med en økonomisk model, hvor der findes en central planlægger: en alvidende, almægtig diktator, hvis velfærd regulatoren stræber efter at forbedre. Måske tror de, at denne diktator er velmenende og stræber efter at maksimere velfærd på tværs af samfundet. Uanset årsagen fortæller cost-benefit-analyse ifølge denne tilgang regulatoren, om bestemte politikker forbedrer velfærden for denne teoretiske planlægger/diktator, og under denne tilgang er diskonteringsrenten blot den sats, som diktatoren diskonterer fremtiden med pga. tidspræference. Det er derfor let at se, hvordan denne udemokratiske tilgang er "ond", ifølge Thiel-modellen.

Som det burde være klart på dette tidspunkt, handler uenighederne om diskonteringsmetoder egentlig ikke om, hvilken rentesats, der skal anvendes, men snarere om, hvad cost-benefit-analysen i sig selv skal måle. Republikanerne er opsat på at måle rigdom, nogle gange omtalt af økonomer som "effektivitet". Imidlertid måler cost-benefit-analyse ikke sådan noget, fordi republikanerne ikke anvender diskonteringsrenten korrekt.

På den anden side ønsker demokraterne en cost-benefit-analyse for at måle en alvidende diktators velfærd. Selvom denne tilgang er teoretisk sammenhængende, er den mildest talt moralsk tvivlsom. Det forudsætter en central autoritet med absolut magt, en hvis ønsker dikterer politikkens kurs, hvilket reducerer borgerne til blot legetøj for denne almægtige enhed.

Nu tilsidesætter Biden-administrationen ikke kun satsen på 7 procent, men overvejer også en reduktion i satsen, der stemmer overens med "diktatorens" præferencer. Resultatet er en administrativ tilgang gennemsyret af et enestående, udemokratisk perspektiv. Der er ikke længere en illusion om, at cost-benefit-analyse måler effektivitet.

Man kunne forestille sig, at økonomer ville rejse sig i protest mod en sådan tilgang. Men mange økonomer, der er demokrater, ser ud til at hilse ændringerne velkommen. Fraværet af robust modstand fra økonomer opmuntrer administrationen og er en rystende påmindelse om farerne fra en intellektuel elite, der søger ukontrolleret magt til sig selv.

Thiels påstand om, at "demokrater er onde, og republikanere er dumme", er for det meste overdreven. Men måske er der lidt i det, når det kommer til regulering.