Kinas 'Zero Covid'-rod inficerer Asiens økonomier

Ti år med præsident Xi Jinpings forsøg på at øge den kinesiske bløde magt i Asien risikerer at blive et stort nul.

Til det har Xi sin stædige omfavnelse af en "nul Covid"-strategi, der hurtigt giver bagslag på den næststørste økonomi. Den anæmiske vækst på 0.4 %, som Kina producerede i april-juni-perioden år-til-år, er en galakse væk fra de 5.5 %, Xi øremærkede til 2022.

Og at dømme efter den asiatiske udviklingsbanks seneste tal, det vinder Xi nogle få venner i regionen. Kinas bruttonationalprodukt trækker også naboerne ned. ADB har netop sænket sin vækstprognose for udvikling af Asien til 4.6 % fra 5.2 % i år, hovedsagelig takket være en aftagende kinesisk vækst.

Men som privatøkonomer er enige om, vil dette sandsynligvis vise sig at være alt for optimistisk. Federal Reserves stramningscyklus er for eksempel stadig i de tidlige stadier. Den globale inflation fortsætter med at smække virksomhedernes og husholdningernes tillid.

Nedfald fra Ruslands Ukraine-invasion på globale fødevare- og energiomkostninger og forsyningskæder kan stadig blive meget værre. Den amerikanske dollars kraftige rally lokker flodbølger af kapital væk fra de asiatiske markeder, hvilket efterlader økonomier sultende efter likviditet.

Denne dynamik har potentialet til at øge kinesiske misligholdelsesrisici, en anden trussel mod Asien. I løbet af det sidste år har stærkt forgældede ejendomsudviklere haft problemer med at betale på oversøiske lån. Yuanens fald på 6% plus i år gør disse forpligtelser endnu sværere at betjene.

Gældsopgørelse eller ej, Kinas år er hurtigt på vej væk fra Xi – og asiatiske naboer, der planlagde at ride på dens coattails. Xi's nul Covid besættelse– og massive nedlukninger af hele metropoler – er ude af trit med nutidens langt mere overførbare varianter.

Svaret er bedre vacciner, smartere kontaktopsporing, testning og klogere afbødningsstrategier, der ikke tvinger titusindvis af millioner til at ly på plads i denne eller hin by. Desværre fangede Xi Kina i selve den fælde, geopolitiske wonks inklusive Ian Bremmer frygtede.

I januar advarede Bremmer, CEO hos Eurasia Group, at "Kinas nul Covid-politik, som så utroligt vellykket ud i 2020, nu kæmper mod en meget mere overførbar variant med vacciner, der kun er marginalt effektive."

Xi's uforsonlighed komplicerer hans mangeårige plan senere i år for at sikre en normbrydende tredje periode som kinesisk leder. Chancerne er meget høje for, at Xi får sin vilje, men kroningen kan nu være mindre entusiastisk, da væksten fladlinjer.

Det samme gælder for gennemsnitsforbrugere, der boykotte afdrag på realkreditlån midt i udbredte forsinkelser i gennemførelsen af ​​gigantiske udviklingsprojekter. Standoff er et fristende mikrokosmos af Kinas bobleproblemer.

Qi Wang, CEO for MegaTrust Investment, finder stor betydning i rapporter om, at Xis regering er ved at udtænke en ejendomsstabiliseringsfond. "Det ejendomsproblemer forværres dag for dag, og Kina er nødt til at handle hurtigt for at stoppe problemerne i at sprede sig,” siger han.

Her kan du tænke på nedfaldet fra Japans glaciale reaktion på implosionen af ​​1980'ernes "bobleøkonomi". Tredive år senere fortsætter den æra af selvtilfredshed med at begrænse vækst og risikotagning hos Japan Inc. og unge iværksættere, som ellers kunne skabe nye generationer af teknologiske "enhjørninger".

Denne "balance recession", som Nomura Research Institute-økonom Richard Koo kaldte den, opstår, når aktiver dykker i værdi støt og ubønhørligt over en årrække. I sidste måned advarede Beijing-tænketanken China Finance 40 Forum om, at "mange udviklere står over for alvorlige balanceproblemer" takket være overekspansion, der kolliderer med Covid-vækstchok og Xi's regulatoriske bestræbelser på at bremse gearing.

Bundlinjen argumenterer forummet, "Kinas makroøkonomi vil sandsynligvis opleve en svag ekspansion i lyset af balanceskader."

Økonom Craig Botham, økonom ved Pantheon Economics, er enig. "Vi tror, ​​at Kina gik ind i en balance recession i 2. kvartal, og politikken skal omkalibreres for at rette op. Kombinationen af ​​ejendomsnedgangen, teknologisk nedtur og nul Covid har ramt aktivværdierne."

Den kinesiske redningsfond, bemærker Wang, "kunne være målrettet mod at løse de seneste boykot af realkreditlån eller give direkte økonomisk støtte til ejendomsudviklere, blandt andre. Uanset hvad skulle dette forhindre en bredere finanskrise, og endnu vigtigere, den relaterede sociale uro."

Der er altid håb om, at Beijing kan indse fejlen i sine måder. Økonom Carlos Casanova ved Union Bancaire Privée påpeger, at den kinesiske premierminister Li Keqiang taler om at forfine Covid-politikkerne for at minimere de økonomiske omkostninger.

Problemet er, at Kina har antydet en "dynamisk nul Covid"-tilgang siden mindst januar. Og ethvert pivot kan komme gradvist. "Dette er nøjagtigt i tråd med vores BNP-vækstprognose under konsensus på 3.7 % for 2023," siger Casanova.

Analytiker Zerlina Zeng hos rådgivende CreditSights påpeger, at Kina også støver sin gamle playbook af infrastrukturstimulans af for at imødegå den negative virkning af nul Covid-politik og en ejendomsnedgang.

Baseret på Beijings budgetopgørelse i første halvdel af året forventer Zeng øgede kapitaludgifter fra de centrale og lokale myndigheder. Dette vil omfatte massive udgifter til by-/landdistriktsinfrastruktur, jordudvikling, landbrug, vandbehandling, forsyningsvirksomhed og transport.

Uanset hvordan Kina gør det, skal det finde en måde at flytte sin økonomi fra nul tilbage til helt i øjnene af asiatiske ledere. At omfavne en mindre drakonisk Covid-politik er et lige så godt sted at starte som noget andet.