CPI-inflationsrapporten fra november producerer to alternative investeringstendenser

Formiddagens CPI-rapport fra november tilføjer endnu en bemærkelsesværdig inflationsforbedring. De månedlige satser for All Items faldt fra oktobers lave, 0.4 % satser til: Et nominelt (faktisk) fald på -0.1 % (-1.2 % på årsbasis) og en sæsonkorrigeret stigning på kun 0.1 % (1.2 % på årsbasis). Så nu, hvilken investeringstendens er det bedste valg?

Valget er vores at træffe, men det er ikke en ligetil beslutning. Det, der gør situationen kompliceret, er, at valg #2 (kortsigtet, Wall Street-trend) ser ud til at erstatte #1 (langsigtet, Federal Reserve-trend), men det er det ikke. I stedet er det at vælge den vinder, som vi er fortrolige med: Det første – et ældre og velkendt, omend plyndret, tog. Eller det andet – et nyere og hurtigere tog, der kører ned ad et parallelspor.

Stalwart Engine Number One kværner op ad bjerget, mens ingeniør Powell og hans team stirrer på stormen, der skjuler toppen. Passagerernes omkvæd er: "Hvor hurtigt?" "Ikke endnu - vær tålmodig," lyder svaret. I mellemtiden har holdet travlt med alternative fremskridtsmål såsom at tælle bånd, studere den skiftende vegetation, måle højden, estimere karakteren og evaluere passagerernes helbred.

Shiny Engine Number Two lader i mellemtiden det andet spor op. Med Wall Street ved kontrollen og bagagebilen glemt på et sidespor, ser den ud til at være klar til at overtage føringen. Det eneste, der er brug for, er det lovede "Summit"-skilt forude. Det vil drive #2 i spidsen, og derved lindre #1 af sine kampe.

Og så er vi her...

Inflationsrapporten for forbrugerprisindekset fra november proklamerede netop til Wall Street: "Du er vinderen!" Nu til det store investeringsshow, hvor Federal Reserve-bankfolk giver sig selv high fives. Hurra!

Men vent…

Disse næsten umiddelbare mediekommentarer og markedsbevægelser skal være baseret på formodet enkelhed: Konklusionen om, at hvis inflationen på toplinjen er lavere, er alt i orden med verden. Ingen knækkede engang rapportens binding og reflekterede over, hvad alle de andre tal betyder. Desuden, som det er almindeligt, når målet er at tjene penge, er modsatte oplysninger (som sidste uges "for høje" inflationstal for producentprisindekset) bare glemt. Det nye nummer skal være mere relevant, ikke?

(For mere om den manglende analyse, se "Den kommende CPI-inflationsrapport vil være sketchy - så se medie- og markedsreaktioner skeptisk")

Så nu det store spørgsmål...

Springer vi ombord på tog #2, eller holder vi os til #1 og venter på flere beviser? (Vi ved alle, at "at vente på, at støvet lægger sig" er en tabers strategi – ikke?) Det er ikke let at beslutte sig på sådanne tidspunkter, fordi den i dit ansigt, lige nu, pengeskabende handling finder sted. Det er klart, at Wall Street har fuldt medlemskab i det parti, men burde vi det?

Tænk på beslutningen som et valg af to forskellige trends.

Først (tog #1) er den langsigtede tendens at kæmpe med inflation og samtidig undgå en recession (AKA, en blød landing)

For det andet (tog #2) er den kortsigtede tendens at identificere og handle på vejskilte hurtigt

Set på denne måde ser vi, at det at bruge den kortsigtede tendens til at ændre vores syn på den langsigtede tendens er en opskrift på katastrofe. Det er det ene eller det andet.

Men så er der Federal Reserve...

Nu kommer den store rynke. De fleste bankfolk fra Federal Reserve er økonomer og/eller advokater og/eller akademikere – ikke investeringseksperter. De er dog påvirket af Wall Streets synspunkter. Det betyder, at Wall Streets optimisme kan smitte af på Federal Reserves overvejelser (faktisk kalder de dem nu "debatter", med implikationer af reel uenighed).

Grunden til, at denne indflydelse er så vigtig, er, at den har ført Fed på afveje i tidligere tider.

Bemærk: Første gang, jeg så en sådan effekt, var i 1966. (Jeg var 21, arbejdede på min bachelorgrad i finans og i mit tredje år med aktiehandel).

Federal Reserve, der fortolkede de prisstigninger, der fulgte med 1965's usædvanlige, blue-chip virksomhedsvækst som inflation, strammede penge i begyndelsen af ​​1966. Det var en effektiv indsats, der reducerede BNI-vækstraten (det primære økonomiske mål på det tidspunkt) betydeligt og bankede på. aktiemarkedet falder kraftigt. Men i efteråret opstod Wall Street-bekymringer for meget, for hurtigt, så Fed vendte, før BNP ramte negativ realvækst (recession), og før inflationsraten vendte tilbage til sit niveau på 1% til 2%.

Ved at svinge pendulet til nemme penge greb Feds nye politik øjeblikkeligt Wall Street, og 1967-68 "go-go" aktiemarkedet og investeringsbankaktiviteterne begyndte for alvor. Det gjorde inflationen desværre også. Det var dens første rutsjebanebølge, der ville gentage sig gennem 1970'erne og til sidst toppe (og lavpunkt) i 1980'erne. Her er diagrammet over de tidlige dage...

Den nederste linje: Vælg med omhu

Det kan virke dumdristigt at gå glip af let udseende gevinster. Men hvis man går imod en modsat, kan langsigtet tendens have forfærdelige resultater.

Men så er der Federal Reserve Open Market Committee (FOMC). Hvis en mindre stram pengepolitik er i deres hoveder, og de bekræfter det i morgen (onsdag den 14. december), kan vi være vidne til en genopladning af økonomiens vækst og aktiestigninger. Og som i stort set alle tidligere cyklusser, vil denne vækst og disse gevinster være på andre områder end tidligere.

Glad investering!