Glenn Tilbrook om sangskrivning og soloshows, når Squeeze nærmer sig 50

Efterhånden som musikken er blevet ved med at finde vej tilbage i løbet af det sidste år, har et af de mest resonerende elementer i livekoncertoplevelsen været måden, hvorpå musik kan forbinde mennesker og forene et mangfoldigt publikum gennem en sjælden fælles oplevelse.

”Det er utrolig vigtigt. Det er en fælles oplevelse. Og hvis du er heldig nok, bliver det forhøjet af folk, der oplever glæde sammen. Det er en uvurderlig ting,” sagde Squeeze-sanger, guitarist og co-songwriter Glenn Tilbrook. "Lettelsen i folks ansigter, når du spiller, er bare utrolig. Det er en utrolig sensation. Folk havde savnet den fælles oplevelse."

Under låsningen af ​​den tidlige pandemi trak Tilbrook sig tilbage til sit hjemmestudie og optog coversange. Tidligere på måneden, under den anden af ​​to nætter på City Winery i Chicago, satte Tilbrook et solo-elektrisk spin på "My Boy Lollipop" af den jamaicanske sangerinde Millie Small, der arbejder med uddrag af Kim Wilde og David Bowie i Squeezes "Pulling Mussels (From a Skal)."

Tilbrooks soloshows er en tour de force, der byder på både akustiske og elektriske præstationer, der trækker fra solomateriale, Squeeze-klassikere og dybe snit sammen med velkurerede covers. Under en turné i 2001 bragte Tilbrook ofte publikum ud af spillestedet og fortsatte med at optræde steder som en park eller en fans lejlighed, før han bragte dem tilbage (som fanget i dokumentaren fra 2001 Glenn Tilbrook: One for the Road). Det var et forsøg på at ryste op i den ofte forudsigelige koncertoplevelse og opbygge et forhold til fans under en Squeeze-pause.

"Jeg synes, det er utrolig vigtigt at forbinde," sagde sangeren. "Jeg har ikke en persona. Det, jeg taler om, er direkte relateret til mig og min oplevelse af tingene. Og forhåbentlig kommunikerer det sig selv. Der er noget ved at optræde, hvor man skal være større end livet – men jeg er ret genert. Og det tror jeg også er en del af mig og en del af det, der kommer på tværs.”

midt en USA-turné der løber til midten af ​​oktober og byder på City Winery-forestillinger i Washington, DC (29. september), New York (30. september, 1. oktober), Philadelphia (4. oktober) og Boston (7. oktober) og forud for en vinter Squeeze tour i Storbritannien talte jeg med Glenn Tilbrook om at arbejde sammen med Chris Difford om den første nye Squeeze-musik i fem år, musikkens evne til at drive plottet og ideen om Squeeze på 50. En udskrift af vores telefonsamtale, let redigeret i længden og klarhed, følger nedenfor.

Jeg læste et citat, som du gav under et interview i 2012: “En sang skal føre plottet videre. Jeg synes, guitarsoloen skal føre musikken videre og ikke bare hænge rundt.” I Chicago lavede du en version af "Pulling Mussels (From the Shell)", der virkelig fortalte en historie, selv når du ikke sang. Hvordan griber du det historiefortællende element af sangskrivning, plottet så at sige, gennem dit spil?

GLENN TILBROOK: For at svare på spillet først, så er næsten alle de guitarsoloer, jeg laver, meget hårdt bearbejdet af mig. Jeg er ikke spontan. Mit spil er blues-baseret. Og det er for mig ikke særlig interessant inden for rammerne af en sang. Så jeg har altid set soloer som en måde at finde en anden slags melodi i forhold til, hvad der sker.

"Pulling Mussels" er et rigtig interessant eksempel. Fordi vi havde været på tur. Vi brugte den bedste del af et år på at åbne for The Tubes, og de havde den sang "White Punks on Dope." Og det havde en slags virkelig storslået, næsten orkestralt arrangement. Og jeg indså først, efter at jeg havde skrevet det, at omkvædet af "Pulling Mussels" er utroligt påvirket af det. Jeg kan ikke analysere min egen musik, men jeg ved, at den svirrede rundt i det samme område.

Da jeg læste det citat, var en ting, der sprang ind i mit hoved, ideen om et filmpartitur, hvor – når det er gjort ordentligt – selvom der ikke er ord, så kan musik virkelig komplimentere historien og drive handlingen. Er det en tilgang du tager?

GT: Nej. Men at nævne filmmusik, det er så utroligt vigtigt. Jeg kan ikke se film, der har en dårlig score. Det irriterer mig bare så meget. Musik skal drive handlingen og drive fortællingen.

Jeg vil give dig et eksempel. Det Elvis film, der lige er udkommet med Tom Hanks, er lidt underlig. Det er en meget impressionistisk film. Faktisk nogle gange, du ved, jeg troede ikke på det. Men jeg troede på følelserne i det. Og musikken var så utrolig smart. Jeg har nu set den to gange på grund af musikken, og hvad de gjorde med at blande ting og gøre det moderne. Det var et helt suverænt stykke arbejde med, hvad musikken er i stand til - og ikke bare at kopiere, hvad der var blevet gjort.

Jeg ville ønske, jeg kunne sige, at det var det, men det er det ikke. Det vidunderlige ved at skrive er, at du går et sted hen, hvor du mister dig selv – du mister dig selv i det, du laver. Jeg ved ikke, om jeg sagde det eller ej under det show, men jeg ved, at jeg nogle gange skriver med mange akkorder. Men det er fordi jeg bare er så fascineret af, hvad du kan gøre, og hvor det kan gå hen, og hvordan det kan påvirke dig følelsesmæssigt. Jeg elsker det.

Jeg har hørt mange historier om din turné i USA i 2001, hvor du ved mange lejligheder førte publikum ud af spillestedet og blev ved med at spille et andet sted i nærheden. Jeg ved, at meget af det er fanget i din En til vejen dokumentar. Men selvfølgelig er dine soloshows anderledes end Squeeze-shows. Hvad er det, du prøver at fange i den solo-indstilling?

GT: Dengang tror jeg, at det, jeg prøvede at gøre, var at skabe et indtryk. Og hvis man skruer op for folks forventninger, kan man gøre ret meget. Og bare det at forlade bygningen forener alle. Det plejede folk at kunne lide. Og jeg plejede at elske at gøre det. Jeg ville ikke gøre det nu. Men det er en enhed til at bringe mennesker sammen. Når du bringer dem tilbage i rummet, er de så meget gladere, end de var, da de gik ud. Og de var glade til at begynde med. Så det virker – men kun hvis det er en overraskelse. Så snart folk troede, at jeg ville gøre det, så måtte jeg stoppe med det.

Jeg prøver selv at redegøre for mit professionelle liv. Det er klart, at størstedelen af ​​det er med Squeeze. Og al min indsats går i Squeeze i disse dage. Men jeg er stolt af min solokarriere. Det gav mig så utrolig meget at trække fra, da Squeeze fandt sammen igen for tredje gang. Jeg har aldrig glemt lektionerne.

Faktisk tror jeg, at noget af den mest værdifulde tid i min karriere, jeg har brugt, var på en måde at slynge sig rundt i 2000 til 2008. De år på solo-turnéer lærte mig så meget om, hvorfor jeg gør det, hvordan jeg gør det og hvordan man kommer i kontakt med mennesker. Og for aldrig at miste hvor taknemmelig jeg er for at have et publikum, selvom det kun er 10 personer – og nogle gange var det 10 personer.

Med hensyn til sangskrivning ved jeg, at du er vokset op med jazz, og jeg hører konstant, at du navngiver en mangfoldig liste over samtidskunstnere, som du er til. Hvad bliver du ved med at lære om sangskrivningsprocessen selv så langt hen ad?

GT: At hver gang du skriver noget, er det som om du starter igen. Jeg tror, ​​jeg kender processen godt nok. Jeg ved at holde fast i det. Jeg ved, at der vil ske noget, selvom det ikke er på én dag – det kan tage to eller tre dage at nå dertil, hvor du gerne vil være. Men det kommer.

Som jeg sagde om, at "Pulling Mussels" er påvirket af The Tubes, er jeg utroligt påvirket af, hvad end det er, jeg lytter til på et bestemt tidspunkt. Og så er min rolle at lave det på en Squeeze-venlig måde.

Til det formål nævnte du på scenen i Chicago, at der arbejdes på ny Squeeze-musik. Hvordan har den proces udviklet sig indtil videre?

GT: Vi har kun lavet én sang indtil videre. Chris skriver nu, og jeg kommer til at skrive i løbet af december, januar og februar. Det, jeg virkelig gerne vil gøre, er at have en ny Squeeze-plade og samtidig udgive endnu en ny Squeeze-plade, der er fuld af sange, som vi skrev for 50 år siden. Jeg tror, ​​at sammenligningspunkterne vil være gode og interessante. Det vil også sige noget om… jeg mener, 50 år? Det lyder ikke rigtigt selv at sige det.

Vi skrev i en sådan hastighed på det tidspunkt, at vi kasserede tonsvis af ting, der var rigtig gode, fordi vi havde nye sange – og man går altid efter de nyere sange. Det er et udsagn om vores forfatterskab, og hvor holdbart det har været. Og hvordan vi har ændret os. Alligevel er der noget umiskendeligt os, der løber igennem alt, hvad vi har gjort.

Du fremførte den ene sang i Chicago: "Food For Thought." Under den tror jeg, at jeg hørte dig sige, "politikere uden skam." Jeg tænker tilbage på 2016, hvor du berømt havde nogle tv-transmitterede tanker for [dengang britiske premierminister] David Cameron om billige boliger, almene boliger. Det er klart, at verden forbliver meget i forandring i turbulente tider. Tror du, at de sidste par års vanvid vil vise sig mere i sangskrivningen denne gang?

GT: Du ved, jeg kan virkelig kun tale fra Storbritanniens synspunkt. Og det forekommer mig – jeg føler, at vi har mistet noget på vejen. Og det går helt klart tilbage til Brexit, som jeg synes var et sindssygt træk økonomisk. Men medfølelse og omtanke synes bare at være ret langt væk fra, hvor vi er politisk. Og det er deprimerende. Jeg er besat af det her. Jeg vil ikke være kedelig eller kedelig ved det. Men jeg synes, det er vigtigt at tale på en måde, som kunstnere kan om livet og politik.

Du nævnte idéen om Squeeze ved 50. Det er klart, at der har været start og stop, op- og nedture – men hvad betyder det partnerskab med Chris for dig – at det, selv næsten 50 år, stadig er i gang, og det er stadig en produktiv fremadrettet bevægelse ting?

GT: Det betyder alverden for mig.

Vi er meget forskellige mennesker. Det tror jeg ikke, vi er – vi er ikke engang venner. Men vi har respekt for hinanden, tror jeg. Vi respekterer vores forskelligheder. Og vi får det til at fungere. Jeg føler mig utrolig heldig over at have mødt ham. Uden at møde Chris ved jeg ikke, hvor mit liv ville være blevet af. Men vi mødtes. Og der er en gnist, der stadig fanger mellem os – hvilket er fantastisk.