Hvordan decommoditizing sojabønner kan være godt for landmænd på landet og i havet

Den amerikanske sojabønneindustri er et klassisk eksempel på en "råvareafgrøde." Bønnerne dyrkes for at generere meget udbredte, standardiserede produkter - sojaskrå, sojaproteinkoncentrat og vegetabilsk olie. Sojabønner er en meget almindelig rotationspartner med majs i hele Midtvesten. Beplantet areal er vokset dramatisk siden begyndelsen af ​​1900-tallet og er nu mellem 80 og 90 millioner hektar.

Sojabønner har den yderligere fordel, at de er tæt knyttet til en bakterie, der kan fiksere kvælstof fra luften, og derfor kræver de kun lidt eller ingen kvælstofgødning – et input, der er blevet ret dyrt på grund af den russiske invasion af Ukraine. Fokus for sojaavl og -forvaltning har været på højere udbytter pr. acre, og disse er femdoblet i løbet af det sidste århundrede. Udbyttet er steget endnu hurtigere i den "bioteknologiske æra", der startede med introduktionen af ​​gensplejsede linjer i 1996, og som er blevet yderligere accelereret af "Marker Assisted Breeding"-teknologi.

De herbicidtolerante sojabønner, der er muliggjort af denne teknologi, har også lettet masseanvendelse af klimavenlige, no-till og strip-till landbrugsmetoder. Sojabønner er også en stor bidragyder til vedvarende energi, da deres olie i vid udstrækning bruges til fremstilling af biodiesel. Faktisk er brugen af ​​vedvarende brændstof nu den primære drivkraft for den amerikanske sojaindustri, og proteinet spiller en sekundær rolle med hensyn til den samlede værdi.

Men selvom råsojabønner er en meget vellykket og vigtig afgrøde, er der muligheder for at øge dens bidrag til landbrugsøkonomien gennem diversificering. Der er et firma ved navn Benson Hill, som har udviklet specielle sojabønnesorter, der er designet til at passe til specifikke slutanvendelser og dermed befale en højere pris pr. skæppe. De har valgt at gøre dette uden at bruge transgene genteknologiske metoder, hvilket gør deres sojabønner "ikke-GMO". Det er ikke, fordi de deler den ubegrundede frygt for den teknologi, men det er en realistisk strategi, der letter accept på visse mærkefølsomme markeder og for eksport til steder som EU med dens forskellige "forsigtighedsbarrierer" for teknologi. Benson Hill er vertikalt integreret ved, at de indgår kontrakt med individuelle landmænd om at dyrke deres specifikke sojabønnesorter, og så tager de dem med til virksomhedens egne sojaknusningsanlæg i Indiana og Iowa, hvor de genererer de olie- og proteinrige mel-subprodukter som f.eks. hvide flager, gryn, højprotein sojamel og meget mere.

Med hensyn til mål for forædling af sojabønner, som ikke er råvarer, har Benson Hill udviklet linjer med højt indhold af oliesyre/lavt linolsyreolie, hvilket er en sundere mulighed for menneskets fødevareforsyning. De har også udviklet linjer med meget højt proteinindhold (op til 20 % mere end standardbønnen). Normale sojabønner skal igennem en ret energi- og vandintensiv proces for at lave "sojaproteinkoncentratet" (SPC), der så bruges i mange foder- og fødevareprodukter. Benson Hill-linjerne med højt proteinindhold kræver ikke det trin, og derfor kan de kunder, der bruger deres koncentrat, nævne en betydelig reduktion i "Scope 3-emissionerne" (kulstof- og vandaftryk) af deres endelige produkter.

Akvakultur er et meget logisk marked, der passer til disse højproteinsojabønner, fordi den vigtige og voksende sektor af den globale menneskelige fødevareforsyning har brug for et proteinkildealternativ til den begrænsende og ellers problematiske forsyning af havfanget "fiskemel". I denne måned annoncerede Benson Hill et partnerskab med den danske akvakulturvirksomhed BioMar, som er en stor aktør i den globale lakse- og ørredindustri. Benson Hill har allerede lavet akvakulturfoder, især for den amerikanske ørredopdrætsindustri, og der er et meget stort og voksende marked for sådanne foderstoffer som et alternativ til havfanget fiskemel. Benson Hill har allerede solgt til det amerikanske ørredmarked, men BioMar-partnerskabet kan repræsentere en stor ny markedsmulighed for amerikanske sojabønneavlere. Dette forhold har gjort det muligt for de to virksomheder at lave fælles forskning for yderligere at optimere fordøjeligheden af ​​sorter for de specifikke fiskearter, som BioMar opdrætter – for eksempel ved at reducere visse oligosaccharider. Det giver mening, at det ville kræve nogle tilpasninger at omdanne en landbaseret plante til en kosterstatning for en algebaseret fødekæde, der fodrer de øverste rovfisk som laks, som folk elsker at spise. Et nøglenæringsstof, som fiskemel leverer til arter som laks, er de sunde omega-3-olier, der er gavnlige for menneskelige forbrugere, men BioMar har allerede erstattet dem med muligheder baseret på alger.

Disse specielle sojabønner er en fremragende pasform til BioMars forretning og deres bæredygtighedsfokus generelt. De kan undgå at bruge fiskemel, deres bæredygtighedsmål fremmes ved at springe energi- og vandforbruget over i koncentrationstrinnet, og de kan realisere optimal fordøjelighed. En EU-baseret enhed kaldet Blanc certificerer disse foderprodukter som "fri for skovrydning" og som "ikke-GMO" (hvilket er et must-have for det europæiske marked). Fordelen for amerikanske sojabønneavlere er muligheden for at dyrke en velkendt afgrøde, men med en kontrakt til en kendt pris i stedet for blot at skulle tage den variable pris på råvaremarkedet. Alt dette passer godt med et mål for landdistrikterne i Amerika formuleret af den amerikanske landbrugsminister, Tom Vilsack, under hans plenarpræsentation på det nylige USDA Outlook Forum. Vilsack beskrev USA's landbrug og økonomier i landdistrikterne som værende i et afgørende øjeblik, hvor paradigmet skal skifte fra tendensen til bedriftskonsolidering til et system, der giver flere muligheder for små, mellemstore og nye landmænd. Udvidet specialbehandling var en fremtrædende kategori på hans liste over løsninger. Benson Hills innovationer og BioMars applikationer er perfekte eksempler på, hvordan det kan fungere.