Sådan startede FN's globale klimakonference først

Dette er den første artikel i en serie, der udforsker de globale klimamøder, Conference of the Parties (COP). Den udforsker oprindelsen af ​​COP-processen i Rio og målene for rammekonventionen om klimaændringer. Efterfølgende artikler vil dække succeserne og fiaskoerne i Kyoto-protokollen, den begrænsede København-aftale, Paris-aftalen og nøglespørgsmålene ved COP 27.

Titusindvis er på vej ned til Sharm El-Sheikh i Egypten for verdens største klimaforhandling. Delegerede fra næsten to hundrede lande, snesevis af verdensledere og hundredvis af de største virksomheder og ngo'er vil være der. Med klimapåvirkninger, der forværres, og vinduet til en 1.5 C-verden lukker hurtigt, er indsatsen højere end nogensinde for forhandlingerne. Siden Parisaftalen i 2015 har medier og offentlighed i stigende grad fulgt udviklingen på disse globale klimamøder. Men for mange er arten af ​​disse klimakonferencer et mysterium. Denne serie af artikler udforsker, hvordan vi nåede frem til COP 27, de fremskridt, der er gjort undervejs, og nøgleemner i dette års forhandlinger.

Hvor det begyndte

Rio 1992, global CO2-koncentration: 356 ppm

Officielt kaldes møderne i Egypten den 27^th Partskonferencen (COP 27) til FN's rammekonvention om klimaændringer (UNFCCC). De pågældende "parter" er de 198 stater, der har underskrevet denne rammekonvention. Rammekonventionen er en international traktat vedtaget på Rio Earth Summit i 1992. Det vedvarende fokus i denne traktat er "at stabilisere drivhusgaskoncentrationer i atmosfæren på et niveau, der ville forhindre farlige menneskeskabte indblanding i klimasystemet."

På tidspunktet for Rio Earth Summit var politiske beslutningstagere over hele verden blevet opmærksomme på de risici, som menneskeskabte klimaændringer udgør. I 1988 i USA vidnede den eminente klimaforsker James Hansen kl. Kongreshøringer om klimaændringer der skabte overskrifter. Samme år oprettede De Forenede Nationer Det Mellemstatslige Panel om Klimaændringer (IPCC), en global gruppe af videnskabsmænd, der har til opgave at evaluere den nyeste forskning om klimaændringer. IPCC udsendte sin første vurderingsrapport i 1990, hvori den hævdede, at "emissioner fra menneskelige aktiviteter øger de atmosfæriske koncentrationer af drivhusgasser væsentligt."

Tiltagende bekymring for klimaforandringerne opstod på et tidspunkt med stigende folkelig bevidsthed om naturens skrøbelighed, som vist ved hullet i ozonlaget, de forurenede oceaner og de forsvindende regnskove. I Rio fangede ungdomsaktivisten Severn Suzuki verdens opmærksomhed med en lidenskabelig bøn på vegne af "alle kommende generationer".

Tidens politiske beslutningstagere havde stærk tro på styrken af ​​internationale aftaler til at løse miljøproblemer. 1987 Montreal-protokollen's globale loft over brugen af ​​ozonlagsnedbrydende stoffer (ODS) har reduceret deres produktion med 98%. EN bilateral aftale mellem USA og Canada effektivt bekæmpede sur regn ved at begrænse udledningen af ​​svovldioxid (SO2). Disse succeser var med til at katalysere ønsket om en samlet forpligtelse til at bekæmpe klimaændringer, som blev UNFCCC, der blev underskrevet i Rio.

Rammekonventionen anerkendte, at ikke alle underskrivere havde bidraget lige meget til globale emissioner, og at de heller ikke ville have samme ressourcer til at bekæmpe klimaændringer. Disse forskelle blev anerkendt af princippet om "fælles, men differentieret ansvar og respektive kapaciteter", med forventning om, at industrialiserede nationer ville lede klimaindsatsen. Alle parter vil dog støtte klimabegrænsning (emissionsreduktioner) og tilpasningsbestræbelser. Selvom landespecifikke reduktionsmål ikke var en del af det oprindelige UNFCCC, havde aftalen til formål at stabilisere drivhusgasemissionerne på 1990-niveauer inden 2000.

Rammekonventionen trådte i kraft i 1994. Året efter fandt man overvejelser i Berlin om, hvordan rammerne skulle implementeres. Ved dette partiernes første konference (COP 1), blev der indgået en aftale om at mødes årligt for at diskutere tiltag vedrørende klimaændringer og emissionsreduktioner. I løbet af de næste to år blev der udviklet en aftale, der ville forpligte industrialiserede nationer til at reducere deres udledning af de seks vigtigste drivhusgasser. Denne aftale bliver til Kyoto-protokollen.

I den næste artikel vil vi udforske vilkårene og arven fra Kyoto-protokollen. Som vi vil se, markerede protokollen første gang, nationer forsøgte at overholde håndgribelige emissionsforpligtelser, og den lagde et vigtigt grundlag for Paris-klimaaftalen. Kyoto kom dog til kort i sit mål om at begrænse de globale emissioner.