Inflationseffekter indstillet til Kneecap-forhandlernes 2022-ferieudsigt og videre

Hvilken forskel et år gør.

Konsulentgiganten McKinsey & Co. frigivet resultaterne af en forbrugerundersøgelse sidste efterår, der bar denne sprudlende overskrift: "Shoppere føler sig spenderede og sociale." McKinsey sagde, at halvdelen af ​​dem, der rapporterede en årlig indtjening på mindst $100,000, var "spændte eller ivrige efter ferien." Det viste sig at være et godt opkald. På trods af pandemien og dens mange komplikationer viste US Census Bureaus endelige opgørelse, at det årlige detailsalg voksede i 2021 med hele 18 procent i forhold til 2020.

Overskriften i år? Hvad med, "Shoppere er udmattede, udmattede og dystre?" Jeg er heller ikke sikker på, at den udtalelse er korrekt.

Den vigtigste skurk er inflationen, men problemet stikker langt dybere end prisen på gas eller dagligvarer. Renterne stiger. Det betyder, at omkostningerne ved kreditkortgæld stiger, og som Federal Reserve for nylig lovede, forventes det at fortsætte med at stige, efterhånden som centralbanken handler for at forhindre, at inflationen forværres.

For et år siden havde forbrugerne en god grund til at føle sig "forbrugende". Blandt andre faktorer havde mange brugt nogle af strømmen af ​​statslige stimuleringsmidler, der blev frigivet i løbet af året, til at nedbringe gælden. Samtidig begyndte ejendomspriserne deres vilde tur. Mediansalgsprisen for huse solgt i USA steg med mere end en tredjedel på kun 12 måneder. Forbrugerne var flydende med kontanter, kredit og egenkapital i hjemmet.

Et år senere er kreditkortgæld steget med den største procentvise stigning fra år til år i mere end to årtier. Revolverende kredit steg i juli alene med en årlig rate på 11.6 pct.

Så forbrugerne har brugt penge, de ikke har, og nu koster det dem meget mere. For et år siden opkrævede det gennemsnitlige kreditkort med justerbar rente omkring 15%. I dag har den gennemsnitlige justerbare sats for alle nye korttilbud overtrådt 21 %, hvor nogle bankkort flirter med 25 %. Disse kurser er garanteret at fortsætte med at stige, efterhånden som Federal Reserve skruer op for den primære rente, som kreditkortsatserne er baseret på.

I mellemtiden kvæler stigende realkreditrenter ejendomsbonanzaen. Boligpriserne er ved at blive sat ned, boligkapitalen falder, og de, der har handlet op, investeret i fast ejendom eller købt andet hjem, opdager, hvad det vil sige at være jordfattig.

Den måske mest sigende statistik om forbrugerens tilstand er Fed's Personlig besparelsesrate tracker som beregner personlig opsparing som en procentdel af disponibel personlig indkomst. Denne foranstaltning toppede i maj 2020, da føderale stimulusbetalinger oversvømmede økonomien med kontanter.

For et år siden var opsparingsraten 10.5 %, den højeste i tre årtier. Et år senere, i den seneste rapport for juli, var den faldet til 5 %, den laveste sats siden den store nedsmeltning/lånekrise i 2008.

Hvad betyder alle disse data for forbrugerens tilstand og fremtidige udgifter?

For det første bliver biler og boliger uoverkommelige for mange, og derfor vil det segment af økonomien fortsætte med at aftage som tilsigtet med Feds rentetilpasninger. Hvis Fed kan få inflationen under kontrol, især fødevare- og gaspriserne, så kan der være lys for enden af ​​tunnelen. Hvis ikke, og forbrugerne har færre penge at bruge, vil de sandsynligvis skære i udgifterne eller låne.

Hvilket fører os til den sidste faktor for forbrugernes gæld, der skal overvejes. Hvis beskæftigelsestallene forbliver høje, og folk kan fortsætte med at betale deres kreditkortbetalinger OG beholde en rationel procentdel af gælden, kan vi alle være med til en anstændig landing.

Bekymringen er, at der er mange "hvis" i disse udtalelser.

Bedst for både erhvervslivet og forbrugerne fortsat at holde et vågent øje med alle målinger for, hvad der foregår i øjeblikket, og hvad der er sket i økonomien, men lige så vigtigt at forsøge at forudse, hvad der kan være det næste.