Kevin Griffin On Better Than Ezra At 35, 'Legends Of The Fall' Tour, New BTE Music

For Better Than Ezra-forsanger Kevin Griffin har opretholdelsen af ​​et mangfoldigt brand været nøglen til succesfuldt at navigere i en foranderlig musikindustri og hele tiden finde nye måder at tjene penge på musik midt i fremkomsten af ​​internettet som det primære middel til musiklevering.

På trods af omvæltningen af ​​det store label-system, der engang var med til at drive platinpladesalget til New Orleans alternative akt, går Better Than Ezra stærkt, midt i deres "Legends of the Fall” USA-turné mens han stirrede ned i en gang utænkelige 35 år i 2023.

Griffin var med til at stifte Pilgrimage Music and Cultural Festival i 2015 og forbliver travlt optaget som stiftende medlem af Ezra Ray Hart, en supergruppe med medlemmer af 90'ernes hitmagere Better Than Ezra, Sugar Ray og Tonic, der specifikt er rettet mod at dominere virksomhedernes koncertkredsløb.

Udover at arbejde som sangskriver og foredragsholder, vil Griffin også levere sin første bog, en forretningslignelse med titlen Den største sang, via Brown Books i foråret efter udgivelsen af ​​en helt ny Better Than Ezra-plade i marts.

“Albummet kaldes foreløbigt Super magisk. Det kunne ændre sig. Men jeg tilbragte tid med en fyr ved navn Emery Dobyns, som jeg co-producerede pladen med, som har arbejdet med alle fra Patti Smith til Travis,” forklarede Griffin om gruppens niende studiealbum og det første siden 2014, et indspillet i hans hjemmestudie. lige uden for Nashville, Tennessee. "Der er altid et par sange lige i slutningen, som jeg siger: 'Denne sang skal fortsætte!' Hvert eneste af vores album har haft en sang, der kom lige under ledningen. Så albummet er aldrig færdigt, før det er færdigt – men det er omkring 90 % færdigt. Vi blander det bare. Og vi har spillet tre sange fra den nye plade live.”

Under åbningsaftenen af ​​gruppens aktuelle "Legends of the Fall"-turné i Chicagos House of Blues tidligere på måneden optrådte Better Than Ezra i over to timer og gravede dybt i kataloget, mens de støvede soundtrack-snit som "Circle of Friends" af. efter sigende for første gang i næsten 25 år. Ud over alle hits rundede velkuraterede covers og et helt nyt nummer, "Mystified", den yderst underholdende optræden.

"Jeg skrev det med denne fyr Henry Brill, som lever op til sit efternavn. Han er en genial tekstforfatter. Vi kom op med 'Mystified'. Det er lidt forankret i det virkelige liv og lidt forankret i fiktion,” sagde Griffin om den nye sang. "Der var engang, hvor jeg skrev sange, og jeg følte, at alt skulle være biografisk. Så havde jeg sådan et aha-øjeblik, hvor jeg tænkte: 'Åh, vent et øjeblik. Jeg kan bare tage dramatisk licens og skrive hele denne fortælling om noget, der ikke har noget med mig at gøre.' Det er en rigtig udfordring at skrive en fortælling og en historie, som folk kan følge inden for tre minutter eller tre et halvt minut. Og 'Mystified' er en af ​​de sange."

Jeg talte med Kevin Griffin om Better Than Ezras aktuelle "Legends of the Fall"-turné, en som fortsætter ind i midten af ​​november, tilbagevenden til hans pilgrimsrejsemusik og kulturfestival, at komme tilbage på scenen og et tidligt øjeblik som sangskriver, hvilket ville hjælpe med at styre Better Than Ezras næste 35 år. En udskrift af vores telefonsamtale, let redigeret for længde og klarhed, følger nedenfor.

Hvordan er "Legends of the Fall"-turneen gået indtil videre?

KEVIN GRIFFIN: Vi er så begejstrede for, hvordan denne tour forløber – billetsalget, reaktionen fra publikum. Vi har ikke lavet en ordentlig bustur bare på egen hånd. Vi har lavet mange pakkerejser. Og de er sjove. Men der er bare noget med at have vores eget show i et teater eller en klub og se folk komme ud.

Og det træner forskellige muskler for os. Vi spiller et to timers plus show, der går dybt ned i kataloget og spiller også nye sange. At lave et pakkeshow er fantastisk. Men du spiller kun et sæt på 50 minutter – så du vil gerne bare spille hits. Men dine hardcore-fans, dem der virkelig støtter dig, de ønsker ikke nødvendigvis at høre de sange – de vil gerne høre de dybere nedskæringer. Så det er vigtigt for os, og vi nyder det.

I Chicago var der flere sange, som jeg ikke tror, ​​jeg nogensinde har set jer gøre live eller i det mindste ikke har set live i lang tid. Hvordan gik det med at sammensætte sætlisten denne gang?

KG: Jeg gennemgik alle vores album. Vi øvede i fire dage og soundcheckede på dette sted i Nashville. Vi tænkte: "Hvad med det her? Hvad med det? Hvad med det her?" Bare feedback. Og vi har en lang liste af fananmodninger, som vi beholder. Og så vejede alle i bandet. "Lad os lave 'Tremble' fra den første kassette eller 'Circle of Friends' fra Empire Records soundtrack." Sange, som jeg ikke har tænkt over i evigheder – men vi plejede at spille dem hele tiden.

Jeg ved, at I holdt festivaler i sommer og er på mere intime steder på denne tour. Hvordan har det været at komme tilbage på scenen foran virkelige mennesker efter fyringen?

KG: Mand... Det bekræfter bare styrken ved at spille musik. Jeg lavede en masse virtuelle shows. Og det var en frelsende nåde for mig – at kunne præstere under pandemien. Og jeg vil blive ved med at gøre det. Ligesom alle andre vil den hybride arbejdsplads eller musikrummet altid være til stede.

Men gud, at spille shows og være tilbage i den dybe reaktion fra et publikum – og bare det fælles aspekt af at se et show. Jeg mener, mennesker er sociale dyr. Og folk elsker at se livemusik. Og det er én ting, du ikke kan streame, er livemusikoplevelsen – gudskelov.

Måske en dag i den virtuelle verden, eller metauniverset, som det hedder, vil noget erstatte det. Men lige nu er det virkelig fedt at spille foran folk. Musik er en salve for sjælen. Og det taler til folk. Det berører mennesker på unikke, meget personlige måder.

I fejrede det Friktion, skat som 25-årig sidste år og fremførte albummet i sin helhed. Hvordan var den oplevelse?

KG: Bare fantastisk. På et par forskellige niveauer. Når du afspiller et album igen, fører det dig tilbage til det tidspunkt, hvor du indspillede albummet. Du lytter til det, og på de akustiske sange hører du lyden af ​​det rum. Vi optog det i Daniel Lanois' Kingsway Studios, det berømte studie i French Quarter [i New Orleans] i Count Arnaud-palæet lige ved hjørnet af Chartres og Esplanade – hvor REM og Pearl Jam og Blind Melon, Neil Young og Emmylou Harris – så mange bands indspillede der. Så jeg hører de rum, og jeg hører, hvor jeg var i mit liv – personlige ting. Så det er virkelig fedt at gense det og de minder. Det er som en tidsmaskine.

Men så også, bare at spille sangene, er det sådan, "Åh. Det her er fedt. Hvorfor holdt vi op med at spille denne sang?" Det er rigtig fedt. Og så rent faktisk at spille det live og skulle trække det ud og synge, som du plejede – folk vil have, at det skal være præcist og autentisk, og som det var. Og det er en udfordring.

Pilgrimage kom tilbage sidste år og igen i år. Hvordan gik alting?

KG: Det var fantastisk. Vi havde Chris Stapleton, Brandi Carlile, Jon Batiste, Avett Brothers. Vi kunne ikke være mere lykkelige. Især på baggrund af, hvor mange af vores festival-kammerater kæmpede med billetter. Vi gjorde det fantastisk. Når det er sagt, var 2021 et kæmpe år for os og andre festivaler. Fordi alle bare var så ivrige efter at komme ud, fordi de havde siddet fast inde i to år. Så vi solgte ikke helt så mange billetter i år, som vi gjorde sidste år. Men vi solgte bedre end de fleste.

Vi booker allerede 2023, vi har et fantastisk lineup indtil videre, og det bliver bare ved med at blive bedre. Vi bliver bare klogere på det. Og at bringe folk ind, der hjælper os med at gøre det bedre.

Jeg kan huske, at I kæmpede mod regn et år. Så var der pandemien. Det er svært at opretholde en festival under optimale omstændigheder. For at holde det i gang på trods af sådanne øjeblikke, forestiller jeg mig, at du skal blive klogere på det. Hvad har du lært de sidste par år, som er anvendeligt på den måde?

KG: Du skal bare køre din festival effektivt. Festivaler er – ja, jeg gætter på enhver forretning, men især på festivaler – du kan bruge alt for mange penge og miste din røv virkelig hurtigt. Altså at have en fantastisk festivaldirektør og en fantastisk controller, der får de forskellige afdelingsledere til at holde budgettet.

Hvad vi indså, er, at med vores festival er Franklin, Tennessee og Harlinsdale Farm en hovedrolle i sig selv. Vi skal ikke gå amok med indretning og sådan noget. Hvad der allerede er der – de bygninger der allerede er der – kunne man ikke lave en køligere atmosfære. Det handler om musikken og bands. Så de første par år gik vi bare over toppen og brugte penge på en masse ting, som vi ikke behøvede. Vi betalte for meget for bands. Vi var bare nybegyndere i branchen. Vi er stadig uafhængige. Vi er ikke en del af Live Nation eller AEG eller nogen. Vi gør det selv. Så det tog os et stykke tid at få vores forretningssans ned så godt, som vi gjorde med at booke festivalen. Og utroligt nok overlevede vi. Så det var den største ting, bare at lære, hvordan man gør det.

At holde din virksomhed solvent, holde øje med bundlinjen og bare køre et stramt skib er nøglen. For uden det – jeg er ligeglad med hvor fantastisk musikken er – har du bare ikke råd til det.

Ezra Ray Hart er en anden unik indtægtsstrøm, du har grebet. Hvordan opstod det?

KG: Se, du ved, jeg er et plakatbarn for at lægge jern i ilden – hustling. Når jeg siger, at nogen er en hustler, siger jeg det med den største respekt. De leder altid. "Hvordan fortsætter jeg med at udvikle mig? Hvordan tjener jeg penge på det, jeg laver og har det sjovt med det?"

For omkring syv år siden lagde jeg mærke til, at mit band ikke fik de firmakoncerter, som større bands var. Indsæt Alicia Keys eller Pink eller Train her – for de havde flere hits. Så jeg nåede ud til Mark McGrath [fra Sugar Ray] og Emerson Hart [fra Tonic] som: "Mand, lad os sætte et band sammen. Lad os bare spille alle vores hits og cover andre 90'er-sange og bare have det sjovt." Og vi gjorde det!

Vi endte med at have det så sjovt, at det bare blev til sin egen ting. Så nu laver vi hårde billetshows, hvor folk køber billetter, og der er nogle festivaler, vi har lavet. Men det er bare sjovt. Det er en anden stikkontakt. Den arbejder med forskellige muskler. Og vi fortsætter med det.

På scenen i Chicago, under turnéåbningen, jokede du med, at alle dine sange tidligt lød som "REM ripoffs" - men så begyndte du at lytte til The Replacements og Hüsker Dü . Er der et tidligt sangskriverøjeblik der, hvor du indså, at du havde taget et rigtigt skridt fremad?

KG: Ja. Absolut. Jeg var helt vild med REM og mere af den der sjokkerende, lettere slags ting. Måske var teksterne mere beskrivende og ikke som en fortælling. Og så skrev jeg et par sange. Den ene blev kaldt "CDU". Og en anden var "Vennekreds". De handlede egentlig kun om ting fra det virkelige liv og tungt emne. De var påvirket af den rock, jeg voksede op med – lyttede til Hüsker Dü og The Pixies and The Replacements. Og pludselig reagerede de på de sange... Folk havde bare ignoreret vores originaler, fordi vi bare pressede dem ind mellem college-rockcovers. Men vi begyndte at spille den sang, og det var en visceral, øjeblikkelig reaktion på vores band. Det gjorde vi bare bedre.

Folk har så kort opmærksomhed, og der er så meget, der konkurrerer om folks interesser. Men én ting, der stadig virker, er, hvis der er en sang, der føles autentisk. Og hvis det bare forbinder med mennesker, virker det. Selv i dag og alder vil folk reagere på det.

Tilbage i de tidlige 90'ere, da vi begyndte at spille sange som "Circle of Friends" - som lagde grunden til "Good" og "In the Blood" og "Desperately Wanting" - når du skaber noget, og du ved det som hvad angår skrivning, når du skriver det første, som folk virkelig reagerer på, er du ligesom: "Det er min stemme. Det er, hvad folk kan lide fra mig."

Jeg kan huske, at jeg kørte i en gammel GMC firecylindret Jimmy, som bare var denne forfærdelige SUV. Jeg var i Baton Rouge. Men vi ville optage vores prøver. Og jeg satte en kassette med "Vennekredsen". Og bare jeg lyttede til det, tænkte jeg: "Det er det her. Dette er vores lyd. Det her er sagen."

Det var et ret fedt øjeblik. Og det ændrede bestemt bandets retning.

Ingen ser fremad og tror, ​​at deres band vil eksistere om 35 år, men I er der næsten. Hvordan er det at tænke på Bedre end Ezra i de termer?

KG: Det er mange følelser. En af dem er ydmygende. Det er ligesom, "Wow, det her band, som vi kaldte Better Than Ezra, da jeg gik på college, gør jeg stadig. Jeg er i 50'erne, og jeg spiller stadig musik. Jeg hopper rundt på scenen, og jeg er i en bus...” Det er virkelig fantastisk.

En del af det er standset udvikling. Du skal forblive et barn, ved du det? Du kommer til at spille rock and roll, den dumme ting, du drømte om, da du var barn. Jeg får stadig gjort det. Så det er virkelig fantastisk.

Jeg tror også, at hvis du har nogen selvbevidsthed, indser du, hvor heldig du er. Vi indser, hvor heldige vi er, fordi vi får lov til at gøre dette. Ligesom ethvert erhverv, uanset om det er dig som forfatter eller mig som musiker eller atlet, kan jeg altid nævne kunstnere eller bands, der har gjort det bedre end mig – som bare er større eller har haft større succes. Og jeg har haft øjeblikke i min karriere, hvor jeg er gået, "Hvorfor kan vi ikke være dette band, der spiller arenaer eller stadioner?" Men så træder jeg et skridt tilbage og siger: "Vent et øjeblik. Du spiller for udsolgte teatre rundt om i landet. Du har gjort det her i 35 år. Det har ført til alle disse andre ting. Du er heldig nok til at være blandt de 1 % af folk, der nogensinde starter bands. Så bare f-ng nyd det. Og vær taknemmelig."

Og det er der, vi har siddet i et stykke tid.