Lederskabsvisdom fra en Broadway-stjerne

Den December 20^th, producenter af Almost Famous annoncerede lukningen af ​​den Cameron Crowe-skrevet Broadway-musical baseret på hans film fra 2000 af samme navn. Kort efter, skuespiller Anika Larsen – der spillede rollen som Elaine Miller, inspireret af Crowes egen mor og portrætteret af Frances McDormand i filmen – skrevet et inderligt, offentligt brev til sine kolleger og samarbejdspartnere om sorgen over brat at afslutte en kreativ indsats fem år undervejs. Nu giver Larsens kraftfulde og dybt personlige ord genklang, ikke kun i det tætte Broadway-samfund, men på tværs af brancher og sammenhænge, ​​hvor sorg og tab er mange lederes tanker.

Uanset om det er gennem afskedigelser, fusioner og opkøb, tidlige afslutninger på inspirerede projekter i forbindelse med omkostningsstyring, organisatorisk konsolidering og omstrukturering, grundlæggernes afgang eller en gensyn med integrationen af ​​arbejde og ikke-arbejdsliv efter de første år af COVID-pandemien, er virksomhedsledere, der navigerer i makroøkonomisk usikkerhed, stadig i epicentret for mere dramatiske forandringer, end mange har oplevet i deres karriere – eller endda deres levetid. Disse skift har efterladt mennesker på alle stadier af karrieren og alle niveauer af det organisatoriske liv, der har oplevet tab og sorg på måder, som ofte er smertefulde at håndtere, og som regelmæssigt forbliver uanerkendt eller udiskuteret på arbejdspladsen. Og gennem det hele har ledere brug for en plan for at støtte teammedlemmer, der håndterer kollegaernes pludselige forsvinden, opsigelsen af ​​det arbejde, som de har viet årevis af deres liv til, den følelsesmæssige kamp mellem produktiviteten og uafhængigheden ved at arbejde hjemmefra og isolationen af ​​at være adskilt fra kolleger, følelsen af ​​tab af kontrol over deres skæbner og meget mere.

Denne bredere driftssammenhæng har ført til, at Larsens brev har resoneret ud over fællesskabet af kunstnere, håndværkere, håndværkere og andre kolleger, som hun talte direkte til. "Jeg gætter på, at [den reaktion] ikke var så overraskende," sagde hun i et interview i januar 2023. "Et eksempel på tab, endda specifikt for dig, er forståeligt for andre mennesker. Tab er tab og sorg er sorg. Som kunstnere bliver vi så ofte spurgt om vores arbejde – vi bliver interviewet om, hvordan det føles at skabe. Hvordan har du det med åbningsaftenen? Men ingen spørger dig, hvordan det føles at lukke et show, hvordan det føles, når noget slutter. Ingen taler om det."

Tony-nomineret for at have skabt rollen som Cynthia Weil i Carole King-biomusicalen Smuk, Larsen har tidligere været dybt engageret i masser af højprofilerede projekter, men har aldrig tidligere følt sig tvunget til at skrive offentligt om en slutning. Denne gang var anderledes, fordi "ikke kun var arbejdet ekstraordinært, men det føltes uretfærdigt, at vi blev tvunget til at lukke på grund af pandemien og andre faktorer, der var fuldstændig uden for vores kontrol." Det kontroltab førte til uforarbejdet kollektiv sorg – og fik Larsens ønske om at tage en kuglepen op.

Larsens brev, der kærligt kortlægger skabelsens vej over næsten fem år på vej til Broadway, formidler ikke kun arbejdet med kunstnerisk samarbejde, men også de følelser, der er involveret i at komme sammen i tjeneste for en fælles vision – specifik for hendes oplevelse, men generaliserbar til enhver organisation. "I blev et hold," skriver hun. "Og du valgte folk, der turde . . . at komme og vise dig, hvad du har lavet. Disse [mennesker] gav deres alt til din skabelse – håb, håb, håber at denne risikable bestræbelse kan være en af ​​de få risikable bestræbelser, der skal lykkes."

Bedt om at dele sit råd til andre, der oplever eller leder gennem dramatiske organisatoriske forandringer, bestrider Larsen høfligt. "Ideen om, at jeg ville formode at undervise, gør mig utilpas," siger hun. ”God historiefortælling er aldrig pedantisk. Selvfølgelig har dramatikere et synspunkt, men hvis du holder foredrag eller underviser, er det dårligt teater. Jeg vil ikke fortælle folk, at de skal være kede af deres tab. Jeg ville gerne dele vores meget specifikke eksempel på, hvordan tab opstår og kan opleves, i stedet for at fortælle folk, hvordan de skal føle eller regne med sorg.”

På trods af hendes autentiske ydmyghed rummer både Larsens originale brev og hendes overvejelser om at skrive det rigeligt med gode råd til enhver leder, der hjælper et team eller en organisation med at navigere i dramatiske forandringer.

Træk på erfaringens visdom. "Jeg ved," siger hun, "på en måde, som mine yngre kolleger endnu ikke ved, hvordan det er at se tilbage på en karriere og få alt dit arbejde til at være milepæle på din karrieres tidslinje. Den er enorm og altomfattende, når man er i den. Med tiden bliver de dog til disse selvstændige minder. Du ved, hvad de førte til for dig, hvordan de så tjente dig, for det gør de alle sammen - selv hvor der var smerte involveret. Alt tjente dig, alt førte til det næste."

Find måder at bringe mennesker sammen, at fortælle historien og at anerkende og bearbejde sorgen over organisatoriske forandringer og tab sammen. ”At være alene med sin sorg er så meget sværere end at bearbejde den sammen med andre. Derfor laver vi begravelser og mindehøjtideligheder. De er ikke for den døde person. Vi skal være sammen og mærke disse følelser. Det hjælper os til at regne med smerten ved det hele – og komme videre. Det er altid ønsket om at finde vores fællestræk, der er årsagen til historiefortælling, og det er kernen i at håndtere sorg.”

Tag ikke ændringen – eller dens resultat – personligt. Du kan blive skuffet over resultatet, men det handler aldrig kun om dig. “Jeg har været til audition til mange projekter i løbet af min karriere, og jeg har booket mindre end 1 % af dem. Hvis du ikke kan klare det, går du tidligt af sted,” siger Larsen. ”Beslutninger er baseret på, hvad de specifikt har brug for med bestemte mennesker, hvem der ellers er i rummet, hvordan kompromis sker – det er ikke personligt. Du lærer ikke at tage det personligt. Resultatet er ikke en afspejling af, hvor god du er.” Fordelene ved den systemiske tænkning er måske mere åbenlyse i scenekunsten, men rammerne er lige relevante i alt organisationsliv.

Husk, at ingen af ​​os rigtig ved, hvad der vil ske i morgen. "Jeg troede, jeg vidste, hvordan dette år ville se ud," forklarer Larsen. "Jeg er en planlægger. Jeg har ikke et risikogen. Meget sværere for mig end afvisningen af ​​at være skuespiller er uforudsigeligheden i det. Jeg kunne til enhver tid få et opkald fra min agent, som ville ændre, selv hvordan min morgendag ser ud. I sidste ende er det altid sandt for alle – det er livet. Men det er endnu mere udtalt i den branche, jeg er i, og det er vildt hårdt.”