NIMBYisme er global, og det er et problem for energiomstillingen

Det er en af ​​de store ironier i hele energiomstillingsfortællingen: Den samme klasse af venstreorienterede aktivister, der promoverer vind- og solenergi og elektriske køretøjer (EV'er) som løsningen er også imod udvinding af lithium og andre kritiske mineraler, der er nødvendige for at gøre dem arbejde.

Elbiler kan ikke fortrænge biler med forbrændingsmotorer uden lithium. Elbilindustrien har uigenkaldeligt bundet sig til lithium-ion-teknologi til sine batterier: Uden rigelige og overkommelige forsyninger af lithium vil industrien fejle. Det er bare virkeligheden - det kan ikke diskuteres. På samme måde kan vind- og solenergi ikke fortrænge naturgas eller kul eller atomkraft i elproduktionssektoren uden en enorm stigning i batterilagringskapacitet. I øjeblikket er teknologien, der implementeres, hovedsageligt lithium-ion, selvom virksomheder arbejder på skalerbare alternativer.

Hvor meget lithium er der brug for? Det Internationale Energiagentur indrømmede i en rapport sidste sommer, at for at nå sine klimaforandringer skal efterspørgslen efter lithium stige med 900 % i 2030 og 4,000 % i 2040. En stor del af den nuværende lithiumforsyning er hentet ved at opfange det fra vand via en meget langsom fordampningsproces, der ofte tager år at gennemføre. Faktisk ligger verdens rigeste lithiumressource i enorme saltflader i Sydamerikas Lithium Triangle-region, hvor den fanges via denne fordampningsproces.

Men meget lithiumforsyning fanges også via en minedriftsproces i hård sten, der er langt mere indvirkning på landskabet og miljøet end fordampningsprocessen. Der kan ikke benægtes, at begge former for lithiumopsamling skal vokse af mange faktorer på meget kort tid, før elbiler og vedvarende energi kan spille deres forudsete roller i energiomstillingen. Ironisk nok er demonstranter imod begge former for lithiumgenvinding, selvom de går ind for elbiler og sol og vind.

Hvis denne overgang rent faktisk skal ske – en udsigt, der bliver mere og mere svag for hver uge, der går – så er det et spørgsmål om at time lige så meget, som det er et spørgsmål om udvikling og distribution af nye teknologier til at drive den. En ny minedrift kan tage 7 til 10 år fra første idé til første produktion; et nyt fordampningsbearbejdningsprojekt noget mindre end det, men stadig et spørgsmål om år, ikke måneder.

Alligevel ser vi meget lidt rapportering i de seneste uger om nye projekter, der er kommet i gang, og en hel del om foreslåede nye projekter, der er forsinket eller aflyst. Den serbiske regering har netop annulleret et stort nyt foreslået lithiummineprojekt på 2.4 milliarder dollar af Rio Tinto i sidste uge, med henvisning til massive NIMBY-baserede (Not In My Back Yard) protester som årsagen.

Den serbiske premierminister Ana Brnabic sagde torsdag, at "Vi har opfyldt alle krav fra miljøprotesterne og har sat en stopper for Rio Tinto i Republikken Serbien." Således ser lederen af ​​den serbiske regering sin hovedpligt til ikke at imødekomme kravene fra de internationale eliter, der sætter klimamålene i FN, men at imødekomme "kravene fra miljøprotesterne" i sit land.

Er der andre, der kan se afbrydelsen her? Vi får at vide af det internationale samfund hver dag, at vi ikke kun står over for klimaændringer, men en "klimanødsituation." Det samme samfund – som omfatter Serbiens regering – fortæller os i sit næste åndedrag, at løsningen på den nødsituation er at slippe af med "fossile brændstoffer" i kraftproduktionen og ødelægge de forbrændingsmotorbiler, der har været grundlæggende for skabelsen og vedligeholdelse af det moderne samfund, og erstatte dem alle med elbiler, sol og vind. Det samme internationale samfund indrømmer så, at intet af det kan ske uden enorme stigninger i forsyningerne af lithium og andre kritiske mineraler på blot en håndfuld år.

Men da hundredtusindvis af venstreorienterede NIMBY-demonstranter kommer på gaden, glemmer regeringen pludselig "klimanødsituationen" og ser sin pligt som at opfylde deres krav, ikke kravene fra FN og IPCC. Den eneste logiske konklusion, der kan nås her, er, at den serbiske regering kun ser "klimanødsituationen" som værende en reel nødsituation, når det er politisk bekvemt at se det på den måde.

Dette er ikke begrænset til Serbien – det er et globalt fænomen. Sidste sommer meddelte Biden-administrationen i USA, at den ville iværksætte en "hele regeringens" indsats for at sikre amerikanske forsyningskæder for disse kritiske mineraler for at sikre, at USAs bilindustri og vedvarende energisektor ville have adgang til dem. Det blev annonceret den 8. juni 2021. En Google-søgning om emnet i dag viser blot en håndfuld efterfølgende historier, der refererer til denne indsats, som denne på The Verge. Men hvis du læser ind i indvolden af ​​disse historier, kan du se, at selv om de henviser til den 8. juni meddelelse, indeholder de ikke et eneste eksempel på en fnug af reelle fremskridt.

En lignende søgning i nyhedshistorier i dag om energispørgsmål i EU afslører intet om, at disse regeringer udvikler deres evne til at mine efter og sikre forsyningskæder for lithium, men en masse historier om, hvordan de kæmper for at sikre forsyninger af og forsyningskæder til... gas, som denne historie hos Reuters. For det er det, der er den virkelige nødsituation i Europa denne vinter – at forsøge at finde ud af, hvordan man kan holde lyset tændt og huse opvarmet i lande, der har satset for meget på upålidelig og intermitterende vind- og solenergi i deres elnet.

Alt dette rejser meget legitime grunde til at stille spørgsmålstegn ved, om vi er i en "klimanødsituation" eller ej. For hvis vi er det, kan du bestemt ikke bevise det ved at observere regeringernes handlinger i USA og Europa. At sikre de kritiske mineralforsyninger, der er grundlæggende for at imødekomme behovene i den "nødsituation", som det internationale samfund hævder, at verden skal møde, er en ekstremt miljøpåvirkende og tidskrævende bestræbelse, en bestræbelse, der vil kræve en af ​​de mest gigantiske kollektive indsatser, der nogensinde er udført af globale regeringer at opnå.

Det er virkeligheden, og indtil disse regeringer træffer en kollektiv beslutning om at sætte de ubestridelige krav om at opfylde denne "nødsituation" over NIMBY-baserede demonstranters ønsker, så må vi konkludere, at de overhovedet ikke tror på hele denne apokalyptiske retorik.