Putins krig i Ukraine fremtvinger en ny energivirkelighed i Europa

Under præsident Joe Bidens besøg i Europa har USA slog a deal med EU for at øge sin forsyning af flydende naturgas (LNG), da handelsblokken søger at mindske sin afhængighed af russisk gas. Krigen i Ukraine fremhævede det gamle kontinents uholdbare russiske energivaner.

På fredag, Biden sagde USA vil levere "yderligere 15 milliarder kubikmeter LNG i år. "Denne meddelelse kom som Washington og Bruxelles afsløret dannelsen af ​​en taskforce, der skal reducere Europas afhængighed af russiske fossile brændstoffer efter Putins invasion af Ukraine. I henhold til aftalen vil EU's efterspørgsel efter amerikansk LNG i sidste ende stige til 50 milliarder kubikmeter. Det Hvide Hus tilføjet at USA og EU i fællesskab vil arbejde for at fremskynde planer for vedvarende energi og mindske afhængigheden af ​​gas gennem udvidelse af brugen af ​​varmepumper og forbedring af energieffektiviteten.

Ruslands invasion af Ukraine har rystet Europa til sin kerne. Mens det russiske militær hærger ukrainske byer, kæmper politikere på tværs af kontinentet om at genoverveje deres fejlslagne energistrategi. Europa bruger lige så meget som 1 milliard dollars om dagen på kul, gas og olie importeret fra Rusland, indirekte finansiering dens krigsmaskine.

Næsten 45 % af dets gasimport, 45 % af dets kul og 25 % af dets råolieforsyninger Kom fra Rusland – en uholdbar rigdomsoverførsel til en aggressor, hvis styrker angriber børn i bomberum og fødeafdelinger, og som truer med brugen af ​​atomvåben i Europa.

Gas er mest udfordrende at erstatte. EU målsætninger at reducere blokkens gasimport fra Rusland med næsten to tredjedele inden årets udgang og gøre sig uafhængig af alle russiske fossile brændstoffer i 2030. Det kortsigtede mål forekommer tvivlsomt, og vi vil se det igen i december i år. Det langsigtede mål kan være gennemførligt.

EU planlægger at diversificere gasforsyningerne, forbedre energieffektiviteten, køre eksisterende kulværker for fuld skrue og udskyde andres pensionering for at mindske afhængigheden af ​​russisk gasimport.

Med præsident Vladimir Putin truende for at reagere på vestlige sanktioner med en egen energiembargo, er kapløbet om at opgive russiske kulbrinter i gang.

I sidste uge den tyske energiminister Robert Habeck begyndte en tre-dages tur til Qatar og UAE. Europa-Kommissionens Executive Vice President Frans Timmermans og energikommissær Kadri Simson kan følge trop og rejse til Den Arabiske Golf for at forbedre energisamarbejdet. Bruxelles bør ikke begå den samme fejl som Washington ved at omfavne Teheran.

Med de globale forsyninger stramme på nuværende tidspunkt, kunne gigantiske gaseksportører som Qatar give et alternativ til Europa, men det ville kræve at omdirigere laster fra andre kunder med langsigtede kontrakter i Asien. Hidtil har Doha været tilbageholdende med at gøre det. I mellemtiden, stigende rørgas fra Aserbajdsjan, Norge og Algeriet kan hjælpe med at genopbygge lageret.

Som distributører skynder sig til genopfyldning udtømt gaslager inden næste vinter, vil Europas gasefterspørgsel sandsynligvis stige. Nye forslag kræver, at alle lagerfaciliteter når mindst 80 % kapacitet for at undgå mangel under spidsbelastning.

USA har allerede øget energieksporten til EU betydeligt. I år har næsten 75% af den amerikanske LNG-eksport gået til Europa sammenlignet med kun 34 % sidste år. Spanien og Portugal har LNG-terminalkapaciteten, men har ikke godt forbundet med rørledning til resten af ​​kontinentet.

Mens ti europæiske importterminaler i øjeblikket bygges eller planlægges, er der nogle projekter manglende tilstrækkelig finansiering. Bruxelles kan give lånegarantier for at mindske finansieringsomkostningerne og fremskynde byggeriet. Den Europæiske Investeringsbank i Luxembourg bør prioritere finansiering af naturgasterminaler, rørledninger og behandlingsstationer.

Europæiske virksomheder bør overveje at øge energieffektiviteten og erstatte naturgas med andre brændstoffer. Fremskyndelse af udskiftning af gasfyr med varmepumper der bruger elektricitet og er tre gange mere effektive, kan reducere gasefterspørgslen.

Atomkraft er emissionsfri og yderst pålidelig – en ideel baseload strømkilde. Desværre koster nye anlæg milliarder af Euro og kræver nogle år at bygge. Det er en emissionsfri, men ikke en umiddelbar løsning. Men at forlænge levetiden for eksisterende atomflåder kan hjælpe med at reducere det samlede gasforbrug.

Russisk kul er sandsynligvis det nemmeste at erstatte. Den største kuleksportør globalt, Australien stod tilbage med en ekstra eksportmargin, da Kina bandlyst sin import for to år siden. Uafhængige producenter som Whitehaven Coal og New Hope Coal har allerede været det nærmede sig at erstatte russiske leverandører. Sammen med USA kan de to lande replace 70 % af russisk kul importeret til EU.

Europa vil gerne tro, at afbrænding af kul er en kortsigtet løsning. Europæiske politiske beslutningstagere håber, at genoplivning af kul vil være et værktøj til at bremse de stigende naturgaspriser og erstatte russisk gas. Den hurtige etablering af nye forsyningskæder og genoplivning af kulkraftkapaciteten ville ikke være en let opgave, for ikke at nævne det politiske tilbageslag fra miljøforkæmpere, der ønsker at se det skrottet fuldstændigt og ignorerer både sikkerhed og økonomisk pres for at brænde kul. En stigning i emissionerne i mindst et år kan være nødvendig, mens EU kæmper for at sikre sin energisikkerhed.

Olie er sværere at udskifte. Reservekapacitet i Saudi-Arabien og De Forenede Arabiske Emirater kunne delvist erstatning for russiske forsyninger og lavere energipriser. De to Golflande har dog signaleret uinteresse i at øge produktionen på grund af frustration over Biden-administrationen, som presser igennem en svagere JCPOA-atomaftale med Iran end dens forgænger fra Obama-æraen.

Selv om andre kilder til olie kan sikres, er der problemer, hvor importen kommer fra. Europæiske raffinaderier er optimeret for tungere russisk Ural-mærkeolie, hvilket gør dem mindre effektive, hvis de importeres råolie fra andre lande. Tilpasninger kan tage måneder og koste milliarder. Ligeledes er den intraeuropæiske olierørledningsinfrastruktur designet til øst til veststrømme, hvilket komplicerer transportprocessen. Kort sagt vil løsninger relateret til oliemangel sandsynligvis kræve høje niveauer af koordinering mellem landene.

Putins krig afslørede det vakkelvorne grundlag for europæisk energisikkerhed. Nyt energigrundlag er nødvendigt for at sikre vækst og vænne Europa fra dets russiske vane. Urealistiske mål om at fremskynde udfasningen af ​​fossile brændstoffer og kerneenergi og øge andelen af ​​vedvarende energi i energibalancen er fortsat en del af EU's fortælling. De hårde sandheder om krigsførelse, forsyningskædeforstyrrelser, asiatisk efterspørgsel og høje energipriser vil tvinge vores velmenende europæiske fætre til at se virkeligheden i øjnene og træffe de nødvendige – og hårde – beslutninger.

Med assistance fra Andrius Urbelis og Sarah Shinton