Scope 3 Carbon Victory kræver samarbejde på sektorniveau

Initiativ til videnskabeligt baserede mål (SBTi) er et bredt accepteret legitimationsorgan bestående af respekterede og veletablerede ngo'er, herunder CDP, FN's Global Compact, World Resources Institute og Verdensfonden for natur. Det rapporterer i øjeblikket 2,279 virksomheder, der har skrevet under på videnskabsbaserede mål for drivhusgasreduktioner (GHG), hvoraf 1,680 har givet netto-nul-forpligtelser.

Som et tegn på hensigt er dette fantastisk. Desværre er djævelen i de regnskabsmæssige detaljer, og forsyningskædeledere, der typisk ejer 50-90 % af Scope 3 kulstof, vil ikke lykkes uden at hjælpe hinanden inden for branchegrupper.

Automotive, beklædning, elektronikog kemikalier er alle gået sammen om et sådant "præ-konkurrencedygtigt" samarbejde omkring fair arbejdskraft, sikkerhed og bæredygtighed, og alligevel er der indtil videre gjort meget få fremskridt med datadefinitioner, nøjagtighedsstandarder og allokeringsregler for drivhusgasemissioner fra "købte varer og tjenester ” opstrøms i forsyningskæden.

Fugle af en fjer

… flokkes sammen, siger man. Det er præcis, hvad der er brug for her. GHG-protokollen som er rygraden og standarden for SBTi's velsignelse, er omfattende i sin definition af "værdikæde" inklusive alt fra råvareudvinding gennem produktbrug og afslutning af levetiden. Og alligevel, når du kommer ned i detaljerne om hver branches forhold til materialer, udstyr og energi, der er unikke for den pågældende industri, er der for meget plads til fortolkning.

Det første skridt, de fleste virksomheder tager for at beregne deres Scope 3-kulstofbaseline, er at spørge leverandørerne. Det virker helt rimeligt, men hvis hver virksomhed har deres eget sæt spørgsmål, begynder leverandørerne at blive forvirrede. Større Tier 1'er vil overholde så godt de kan, men hvad hvis de ikke ved det?

I tilfælde af beklædning for eksempel syr og afslutter Tier 1-leverandører tøj og har generelt mindre CO2-fodaftryk end Tier XNUMX's, der fremstiller stoffer. Hvis leverandørspørgeskemaer formerer sig på tværs af blot disse to niveauer, er det let at se, hvordan forvirring og endda svindel kan snige sig ind i systemet.

For CPG-virksomheder omfatter "købte varer og tjenester" landbrugsprodukter, petrokemikalier og metaller. Emissionsfaktorer for disse råmaterialeinput hjælper med at forenkle leverandørundersøgelsesudfordringen, men disse værktøjer er for fragmenterede til at blive betragtet som standarder. Det GHG Protocol's Corporate Value Chain (Scope 3) Accounting and Reporting Standard, lover adgang til "over 80 emissionsfaktordatabaser, der dækker en række forskellige sektorer og geografiske regioner".

Inden for elektronik omfatter Scope 3 grimme ting som koboltminedrift. Inden for rumfart kan Scope 3-ansvarlighed nemt omfatte 10 leverandørniveauer. Takeaway er, at operationelle peers i en branche ved langt mere om de praktiske grænser for at engagere forsyningskæden end nogen anden. SBTi får dette og tilbyder "Sektorvejledning” for ni brancher, men dette er stadig begyndende og ser ud til at være drevet mere af bæredygtighedsledere end forsyningskædeledere.

Revisionsstandarder og skalerbart regnskab er svaret

Prestigefyldte NGO'er har "revideret" virksomheders bæredygtighed i årtier, men forbrugerne tror det ikke længere. Ifølge Edelman Trust Barometer, er erhvervslivet ni procentpoint mindre tillid til klimaændringer end ngo'er, hvilket betyder, at 20 års indsats fra virksomhederne falder fladt ned hos offentligheden. Greenwashing-anklager og endda gruppesøgsmål er nogle gange belønningsmærkerne som H & M der stikker nakken ud for at føre.

Tillid, som den slags opnået gennem årtier af SEC eller FDA, bygger ikke kun på gennemsigtighed, men også på standarder for verifikation via systematisk revision. SBTi har været fantastisk til Scope 1 og 2 Carbon, hvor nøjagtighed og rapporteringsretningslinjer er relativt klare, men ikke for Scope 3, hvor der er så meget tvetydighed.

Også digital teknologi fra maskinsensorer til ERP-systemer genererer massive datasæt, der kan bruges til at træne AI-systemer. Men disse kan ikke anvendes effektivt medmindre GAAP-kvalitet regnskabsstandarder normalisere dataene for at drive læringsfeedbacksløjfer rettet mod kulstofreducerende driftsændringer.

Endelig statslig indgriben, som f.eks EU's grønne aftale betyder, at virksomheder, der bruger standard kulstofregnskabsregler, er mindre tilbøjelige til at komme i eksistentielle regulatoriske problemer end dem med hjemmedyrkede scorecards.

Tiden med blanke bæredygtighedsrapporter er næsten forbi. Det er på tide, at forsyningskædeledere samarbejder på sektorniveau for at fastgøre detaljerne sammen.