Sikringen tændes ved det næste globale nedbrud, hvad der først eksploderer er det rigtige spørgsmål

Taget en efter en kan det være rimeligt at bagatellisere begivenhederne i den forgangne ​​uge.

Du kan argumentere for, at de mindre amerikanske banker – såsom Silicon Valley Bank (SVB) – er outliers, fordi de er nichespillere og ikke er underlagt de samme likviditetsregler og stresstest som de større banker.

Tilsvarende har Credit Suisse været usædvanligt dårligt drevet i mange år. Det burde overleve med bedre ledelse og en enorm indsprøjtning af kontanter.

Vil centralbankerne i mellemtiden komme til undsætning med flere redningsaktioner og rentenedsættelser?

Jeg ville ikke "banke" på det. Til at begynde med har historien lært os, at bankkonkurser er som London-busser – man venter i en alder af et år, og så kommer der tre på én gang.

SVB foretog sig ikke noget, der var særligt uanseligt. Banken begik den klassiske fejl ved at mismatche varigheden af ​​sine aktiver og dens passiver.

Men ved første øjekast gjorde banken ikke mere end forsigtigt at geninvestere sine kunders penge i statsobligationer.

Det eneste, der skulle til for at udløse den seneste krise, var, at de officielle renter vendte tilbage til, hvad der historisk ville blive set som normale niveauer. Det, der er bekymrende, er, at de i reale termer – når der er taget højde for stigningen i inflationen – stadig er relativt lave.

I Storbritannien har Bank of England for eksempel hævet sin styringsrente til 4 procent, hvilket er det højeste siden den globale finanskrise (GFC) brød ud i 2008.

I det meste af denne periode har renten været under 1 pct. Myndighederne gik i gang med et eksperiment, der nu ser ud til at få katastrofale konsekvenser. I modsætning hertil var rater på 4 til 6 procent på niveau med kurset før GFC.

Ikke kun har penge været billige. Takket være mange års kvantitative lempelser fra verdens store centralbanker, er der nu også meget mere af det.

Det er ikke overraskende, at mange er blevet afhængige.

Dette er kernen i problemet. Selvom renten ikke stiger yderligere, kan nedfaldet fra at afvikle den lange periode med praktisk talt gratis penge trække ud i årevis og slå igennem på mange forskellige måder.

Historien fortsætter

Krisen med SVB's sammenbrud i hovedet er ikke engang den første i, hvad der kunne blive en længere række af uheldige begivenheder. Bank of England var selvfølgelig nødt til at gribe ind i det forgyldte marked sidste efterår, da stigningen i rentesatserne truede med at sprænge de "ansvarsdrevne investeringsstrategier", som var blevet vedtaget af mange britiske pensionsfonde.

Det åbenlyse spørgsmål er, hvor problemet kan dukke op næste gang – og det er ikke svært at tænke på kandidater.

Startende stort, hvor længe kan italienske statsobligationer holdes op af lave renter i euroområdet og bagstoppere fra Den Europæiske Centralbank?

Og hvad med Japans endnu højere bjerg af gæld, hvor centralbanken kun lige er på vej mod exit fra årtiers ultra-løs pengepolitik?

Uden for den finansielle sektor har betydelige dele af den britiske økonomi endnu ikke mærket den fulde effekt af sidste års rentestigninger og stramningen i de finansielle forhold.

For eksempel er mange mindre virksomheder først lige nu på vej ud af Covid-støtteordninger og kan snart finde på at betale meget højere takster.

Og tættest på hjemmet, hvad med huspriserne? Stigningen i boliglånsomkostninger og øget økonomisk usikkerhed har allerede ført til et kraftigt fald på boligmarkedet og i boligbyggeriet, både i Europa og USA.

Men dette kan være toppen af ​​isbjerget, da flere boligejere kommer ud af deres nuværende lave rettelser og er nødt til at refinansiere.

Bank of Englands analyse har antydet, at en vedvarende stigning på 1 procent i realrenten kan sænke ligevægtsniveauet for boligpriserne med så meget som 20 procent.

Det større billede er derfor, at vi skal omstille os til normale renter, og det vil være smertefuldt. Svagere virksomheder, og dem med mere risikable forretningsmodeller, kæmper måske mest, men de vil ikke være de eneste.

Dette rejser to dilemmaer for centralbankerne.

For det første, hvor langt skal de være villige til at redde nødlidende institutioner? Hvis de gør for lidt, kan hele det finansielle system styrte sammen.

Hvis de tilbyder for meget støtte, kan de simpelthen tilskynde til mere risikabel adfærd i fremtiden (det klassiske problem med 'moral hazard'), eller give indtryk af, at problemerne stikker endnu dybere nu, end nogen troede.

For det andet, hvad angår renter, hvordan vil centralbankerne forene deres ansvar for finansiel stabilitet med forpligtelsen til monetær stabilitet, det vil sige at få inflationen ned igen?

Dette er ikke et umuligt valg. Centralbanker kan hævde, at afværge af et finansielt krak ville forhindre inflationen i at falde for langt. Myndighederne har også mange forskellige værktøjer, som de kan bruge til at nå deres forskellige mål.

Men det er en svær balancegang.

Den Europæiske Centralbank (ECB) har allerede vist, hvor dens prioriteter ligger. Torsdag pressede det på med endnu en halvpoints stigning i sine ledende renter, på trods af krisen, der opslugte de europæiske banker.

Ganske vist var hindringen for ECB for at holde pause (eller hæve med blot et kvart point) højere end for andre centralbanker, fordi ECB allerede havde forpligtet sig til endnu et halvt point.

Det ville derfor være forkert at læse for meget i dette skridt forud for Bank of Englands egen beslutning om britiske renter i næste uge. Vores pengepolitiske udvalg tager hvert møde, som det kommer (efter min mening med rette), hvilket giver dem mere fleksibilitet til at reagere på nye begivenheder.

Der var også allerede nogle ret gode grunde til at holde pause, herunder tegn på, at presset på pipelineomkostningerne aftager, og at løninflationen har toppet. Så jeg ville højst forvente et kvarters stigning på torsdag, og personligt ville jeg stemme for 'ingen ændring'.

Ikke desto mindre ville det være forkert at stole på, at centralbankerne fikser problemer, der er forårsaget af en længere periode med meget lave renter, ved at holde de samme renter lave i endnu længere tid, endsige at skynde sig at skære dem ned igen.

Kyllingerne er kommet hjem for at raste. Vi er nødt til at gå kold tyrkiet og stoppe banker på gratis penge.

Julian Jessop er en uafhængig økonom. Han tweeter @julianhjessop.