NBA tog til Paris og fik hvad det kom for

I sidste uge, torsdag den 19. februar, spillede NBA en regulær sæsonkamp i Frankrig, den første på europæisk jord siden 2020. Kampen, mellem Chicago Bulls og Detroit Pistons, var kulminationen på en grundigt integreret basketball-uge i Paris, med åben praksis og stor medietilgængelighed.

Jeg tog flyveturen fra København for at være der, og det er mine observationer i løbet af onsdag og torsdag.

I onsdags øvede både Pistons og Bulls på Palais des sports Marcel-Cerdan, Metropolitans 92's hjemmebane og, endnu vigtigere, Victor Wembanyama.

Mediernes tilstedeværelse var enorm, da NBA Paris Game havde en global appel. Det var praktisk talt umuligt ikke at ende i mediesværme, når spillere fik chancen for at tale med medierne.

For de par hundrede børn, der sad på tilskuerpladserne over banen, væk fra journalister og tv-selskaber, var der hele tiden noget at notere sig.

Da det ikke var Andre Drummond og Tony Bradley, der gik en-til-en i næsten 20 minutter, var det Zach LaVine og Ayo Dosunmu, der deltog i en spontan skydekonkurrence på halvbane.

LaVine ramte et tilfældigt forsøg, som fik det unge publikum til at summe. Dosunmu besluttede at teste sit held, ramte det, og nu var børnene på deres fødder og skreg. LaVine, som havde sat sig ned efter hans mærke, var ikke ved at lade Dosunmu få overhånd og sprang op for at få endnu et skud op. Legelysten hos de to tyre ramte ungerne, og som det viste sig, var det bare en forsmag på, hvad der skulle komme.

Fra et medieperspektiv kunne man se, at NBA havde lempet nogle regler. Bloggere og online influencers kom ind iført holdtøj og bad om selfies, en sædvanlig no-go fra ligaen med hensyn til mediemedlemmer. Det var hurtigt indlysende, at protokollerne for Paris-spillet adskilte sig meget fra almindelige kampe, der spilles i USA, og det var sandsynligvis en god ting for, hvad ligaen stræbte efter at gøre, med hensyn til at skabe faninteresse og få byen interesseret.

Generelt, bare at gå rundt i Paris, var NBA's tilstedeværelse overalt. Du gik sjældent mere end tre hundrede fod uden at se fysiske plakater eller digitale annoncer ved busstoppesteder til det kommende spil. Nogle lokale supermarkeder havde endda plakater i nærheden af ​​deres kasseapparater.

Torsdag, spilledag, faldt desværre sammen med en strejke, der i høj grad begrænsede adgangen til både bus og metro. Intens regn fulgte efter. Man kunne frygte, at det kunne have påvirket valgdeltagelsen, men der var ingen måde, det ville ske.

Mens jeg ledte efter medieindgangen på Accor Arena, spillestedet for spillet, blev jeg vinket over af seks personer, der spurgte, om jeg havde billetter. Normalt bliver du i USA spurgt, om du har brug for billetter. Ikke omvendt.

(Sidebemærkning: Det ville være et godt kig for NBA at inkludere medieadgangsvejledninger til det næste spil i Europa. At gå rundt i offentligheden og skulle blinke med et stort medielegitimationsskilt bare for at få anvisninger til den rigtige indgang var ikke ligefrem optimal.)

Før kampen holdt NBA-kommissær Adam Silver en pressekonference, hvor han afslørede, at Milwaukee Bucks-angriberen Giannis Antetokounmpo personligt havde bedt ham om at bringe ligaen til Grækenland for en kamp, ​​som nu ser ud til at ligge i kortene i den nærmeste fremtid. Dette var tilsyneladende Silvers måde at drille, hvad der kunne være en fremtidig meddelelse, i betragtning af hvor ordknappet han normalt er om spørgsmål i fremtiden.

Selve spillet var en fængslende oplevelse for fans. Selvom Bulls og Pistons måske ikke ligefrem er elitehold, stiller de op. Man kunne mærke, at spillerne var forstærket til at spille foran et internationalt publikum.

Derrick Jones Jr. og Zach LaVine lagde begge ekstra vægt på deres dunks, og det lokale barn Killian Hayes lavede adskillige afleveringer uden kig. Begge hold, som børnene siger, forstod opgaven.

Derudover gik ligaen helt ud ved at have Joakim Noah, Tony Parker, Magic Johnson, Ben Wallace og et væld af legender og tidligere spillere til at tage ordet under timeouts, til stor glæde for publikum.

Et af aftenens største brøl var, da kameraerne fangede Wembanyama, hvor en lille del af spredte fans endda stod op for at fejre teenageren.

Ved slutningen af ​​spillet virkede fansene ikke særligt interesserede i at forlade. Folk stod bare rundt og knipsede billeder, snakkede og nød i det hele taget den atmosfære, som NBA havde bragt til Paris.

Det gjorde ikke noget, at klokken nærmede sig midnat, og mange unge børn havde skole om morgenen. Dette var helt klart en oplevelse, hvor forældre gjorde en undtagelse for at lade dem suge ind i hver ounce af NBA-oplevelsen.

Jeg brugte det meste af 90 minutter i tunnelen på at chatte med andre mediemedlemmer og lytte til spillere fortælle om deres besøg. Jeg forventede lidt tomme gader på vej ud, men festen var stadig i gang, da jeg gik for at vende tilbage til mit hotel.

På min 20-minutters gåtur hang fans med NBA-trøjer bare ud, på trods af den sene time, efterlignede dunks fra spillet og snakkede om, hvordan de fik at se Magic Johnson.

Der var bestemt en summen i luften om NBA's tilstedeværelse i Paris, hvilket utvivlsomt er, hvad ligaen sigtede efter med denne begivenhed.