Produktivitetsfaldet i skiferoliebassiner er illusorisk

En af de største usikkerhedsmomenter om næste års oliemarked er centreret om udviklingen i amerikansk skiferolieproduktion. Fordi skiferboring er meget lydhør over for priser og brønde falder kraftigt, kan produktionen tilføjes hurtigt, men den falder også hurtigt, hvis boringen ikke opretholdes. Banen er således sværere at forudsige end for for eksempel dybvandsudviklinger, der tager år at bringe online. Som det så ofte er tilfældet, synes der at være en opdeling mellem optimister og pessimister, hvilket afspejler lige så meget forfatterens psykologi som udviklingen på området.

Historisk set var optimister normalt virksomhedsembedsmænd, ofte fra små producenter, som pralede med kvaliteten af ​​det reservoir, de planlagde at udnytte. Officielle prognosemænd var som sædvanlig konservative og forstod ikke størrelsen af ​​højkonjunkturen, før den var godt i gang. Jeg indrømmer, at selvom jeg var optimistisk og forudsagde en vækst på 400-500 tb/d/år på et OPEC-seminar i 2012, viste det sig at være væsentligt under den vækst, der efterfølgende fandt sted.

Skywalker-brigaden ('altid med dig kan det ikke lade sig gøre') har jævnligt fremført argumenter om, at sweet spots er opbrugt, omkostningerne uacceptabelt høje, og industrien bliver frataget kapital på grund af våbensky Wall Street-investorer. Der er en vis gyldighed i disse argumenter, men der ser ud til at være meget mere røg end ild.

Mere bekymrende er det seneste fald i rigproduktiviteten, som målt af Energy Information Administration og rapporteret i dens boreproduktivitetsrapport i produktion tilføjet pr. Estimaterne for de fem vigtigste olieproducerende skifer er vist i figuren nedenfor, og faldet siden slutningen af ​​2020 er bemærkelsesværdigt: en tredjedel til halvdelen. Kombineret med stramme markeder for produktionsinput, fra arbejdskraft til fracking sand, betyder det, at opretholdelse af produktionen, endsige stigninger, vil være svær at opnå.

Men VVM's mål for produktivitet er noget misvisende, hovedsageligt fordi den ser på driften af ​​rigge og ændringer i produktionen, og i de seneste par år har industrien flyttet sin vægt fra at bore nye brønde (hvilket kræver rigge) til at færdiggøre tidligere borede brønde der ikke var fracked, også kendt som DUC'er, eller boret ufuldførte. Nedenstående figur viser forholdet mellem borede og færdige brønde for de tre store skiferbassiner: Et tal over én repræsenterer flere borede brønde end færdige, men hvis opgørelsen af ​​DUC'er er ved at blive nedbragt, er antallet under én.

Som figuren viser, var industrien før pandemien i gang med at opbygge en beholdning af DUC'er, hvor virksomheder borede op til 50 % flere brønde, end de færdiggjorde i nogle måneder. Med begyndelsen af ​​pandemien begyndte industrien at opbruge efterslæbet af ufuldendte brønde på grund af manglen på mandskab og lavere priser, hvilket gjorde det mere attraktivt blot at afslutte allerede borede brønde. De seneste måneder har antallet af borede brønde været stigende, mens færdiggørelserne har holdt sig stabilt, som figuren nedenfor viser.

Brug af VVM-data til ændringer i produktion og udførte boringer giver et andet billede for industriens produktivitet end i den tidligere figur. Figuren nedenfor er for det 3-måneders glidende gennemsnit af produktionsændringer i forhold til færdiggjorte brønde, og selvom dataene er meget støjende, er det klart, at produktiviteten pr. udført brønd ikke er faldende i de seneste måneder og endda ser ud til at være lidt stigende. Implikationen er, at det tilsyneladende fald i produktiviteten, som VVM rapporterer, er en artefakt af deres afhængighed af antallet af rigge i drift: Det kraftige fald i aktive rigge betød, at produktiviteten pr. rig var overdrevet, og det efterfølgende fald var stort set en korrektion af dette, da rigge, der var i drift og færdiggjorte brønde, kom tilbage i balance.

Dette afgør næppe debatten om skiferproduktionstendenser, da der stadig er spørgsmål om omkostninger, sandsynlige investeringsniveauer, tilgængeligheden af ​​Tier 1-borelokationer og så videre, for ikke at sige noget om, hvorvidt olieprisen vil forblive høj nok til at tilskynde til øgede investeringer. I skrivende stund truer prisen på WTI med at falde til under $70 pr. tønde. En konservativ prognose ser ud til at være i orden, medmindre der er et stærkt prisopsving (konsekvent over $80), men de mest pessimistiske synspunkter bør overvejes skeptisk. Ikke at skepsis ikke altid er berettiget: Som præsident Reagan sagde, stol på, men bekræft.