Hvad har Beyonce og Lizzo at gøre med udviklingen af ​​handicapøkonomien?

Kulturændringer kan ses som et langt kedeligt slag, der ofte bevæger sig i sneglefart. Alligevel er der øjeblikke, hvor vi må erkende en transformation, der sker i realtid, som er både betydningsfuld og sigende. I løbet af den sidste måned eller deromkring udgav to ikoniske musikere på popkulturscenen, Beyonce og Lizzo musik, der indeholdt et dygtigt sprog. Den kritiske reaktion var hurtig til at påpege alvoren af ​​brugen af ​​dette sprog, og at det ikke var i orden. Både Lizzo og Beyonce erkendte, at teksterne skulle ændres, og hver udsendte erklæringer om, at en ny version af sangene ville blive udgivet.

Selvom dette scenarie er et eksempel på, at skadeligt sprog omkring handicap fortsætter, er det også en illustration af, at der sker en havændring. Det er dog vigtigt at spørge, om denne situation er et spørgsmål om social bevidsthed, eller er det en, hvor markedet taler, og kunstnerne appellerer til markedet selv? Sandt at sige er dette ikke et enten-eller-spørgsmål, det er snarere en repræsentation af, hvor vi er i tiden. Handicapkulturen er i et øjeblik med stor forandring, og for første gang begynder markedet for alvor at spænde sine betydelige muskler. Vi ser det overalt fra fremkomsten af ​​det adaptive tøjmarked til tilgængelig teknologi, der påvirker alt fra webdesign og spil, til forskellige andre vækstområder, der omdefinerer forholdet mellem handicap og tidens større kulturelle tendenser.

Svaret fra Beyonce og Lizzo var ikke kun nødvendigt for at hjælpe med at omformulere det narrative og squashableistiske sprog, men det tjener også som endnu et tegn på forandring. Lizzos undskyldning på de sociale medier og genindspilningen af ​​sangene fra begge musikere er en handling, der betegner erkendelsen af, at mennesker med handicap værdsætter, er på vej op. Det er netop denne handling, der bør være en nøglebetyder for enhver virksomhed og dens ledelse, som har til hensigt at engagere sig i en større handicapstrategi. Uanset om det er en individuel kunstner eller en større virksomhed, er værdien af ​​respekt, forståelse og accept afgørende i sproget business og handicap.

At have dette niveau af følelsesmæssig intelligens eller EQ vil være en central mission for alle, der beskæftiger sig med handicapmarkedet i enhver kapacitet. I en tid, hvor sociale medier har skabt et globalt bytorv, hvor der er en løbende dialog, og maksimen "Nothing about Us, Without Us" er central for handicapsamfundets identitet, skal virksomhederne være klar til at have denne udveksling med de større fællesskab og være parat til at tage det gode med det dårlige.

Situationen med Beyonce og Lizzo åbner dørene for, at virksomheder kan se dette som en skabelon for, hvad man kan gøre for at engagere sig i positiv forandring. Erfaringerne her kan ses som en introduktion til at inkorporere EQ-taktik i alt fra kommunikation og marketing til kriseintervention. Mens reaktionen på brugen af ​​et sådant dygtigt sprog principielt ikke længere bør tolereres, er dette også en økonomisk beslutning, der kan have en væsentlig indflydelse på en virksomheds bundlinje. Alt for ofte ses kulturel følsomhed som en eftertanke, det må siges klart, at det ikke er det! Det er en væsentlig ingrediens for at forstå markederne og hvordan man kan engagere sig med et publikum og udvikle et bånd med en potentiel kundebase ved at opbygge et tillidsniveau, der er afgørende for sprogbrugen af ​​salg og marketing for handicapøkonomien.