Hvorfor misinformation er kommet for at blive

Der er en vigtig udvikling, der former og vil fortsætte med at forme medielandskabet i 2023 og fremover: Udbredelsen af falske nyheder. Digitale teknologier tillader i stigende grad spredning af reel information og indhold, men også af indhold, der kan se ud til at være ægte, men det er det virkelig ikke. Er det kommet for at blive, eller kan det elimineres eller i det mindste kontrolleres? Jeg tror, ​​at svaret er nej, men der er en potentiel langsigtet løsning til at afhjælpe problemet.

Skønlitteratur og fiktion

Med hensyn til medier som kreativt indhold er der en betydelig udvikling inden for AI-aktiverede teknologier, der muliggør skabelsen af ​​uvirkeligt indhold, der ser meget ægte ud. For eksempel er der store fremskridt i skabelsen af deepfake fotos, lyd og videoer der ser ægte ud og i sammenkobling af optagede scener med virtuelle sæt.

Til underholdning er dette faktisk en god ting. Jo mere en fremstillet eller genberørt scene i en film eller et spil ligner en ægte eller fantastisk scene, jo bedre er den. Problemet er, at de samme teknologier, som muliggør fiktion og fantasi til underholdning, desværre kan bruges til at narre forbrugerne.

Falskheder og forvrængninger

Falske nyheder er et mere og mere brugt udtryk for at henvise til delte løgne. Men det bruges ret løst, så måske kan de mere tekniske udtryk for misinformation og desinformation hjælpe med at nedbryde problemet.

misinformation er falske eller vildledende oplysninger. Tidligere var det sværere at sprede misinformation gennem traditionelle mediekanaler som radio og tv, fordi der var et mere kontrollerbart og forudsigeligt medierum, hvor troværdige kuratorer og journalister kunne sejre.

Med de sociale mediers fremkomst er medierummet blevet et vildt, vildt vesten og en grobund for misinformation. På internettet kan enhver hævde at kende sandheden, selv falske mennesker og falske bots. Falskheder og forvrængninger af virkeligheden, hvad enten det er i video, lyd eller tekst, kan spredes som en steppebrand. Selvom de fleste sociale medieplatforme ikke er professionelle eller pålidelige kilder til nyheder og information, mere end halvdelen af ​​forbrugerne bruge sociale medier som kilde til nyheder. Jeg har argumenteret at for at løse problemet bør sociale medieplatforme ikke promovere sig selv som en kilde til nyheder.

Bemærk, at misinformation omfatter vildledende information, hvilket er særligt bekymrende, fordi et delvist eller forvrænget billede er skjult under en delvis virkelighed. Jeg har forsket i dette fænomen i digital forretning under begrebet gennemsigtighedsstrategi. Virksomheder kan vælge selektivt at afsløre og forvrænge information for at bevare en fordel i forhold til deres rivaler. For eksempel vil kyndige marketingfolk bias information for at fremhæve fordelene ved produkter og tjenester, men skjule svaghederne. Sociale medier er blevet en meget effektiv løftestang til at implementere gennemsigtighedsstrategier.

Udtrykket misinformation bringer en vigtig nuance til problemet: intentionen om at distribuere misinformation. Desinformationskampagner forsøger bevidst at skabe og sprede løgne eller fordrejninger. Mange individer falder uforvarende i fælden ved at deltage i desinformationskampagner ved at dele falsk eller vildledende indhold, der ser ægte og troværdigt ud.

Er misinformation kommet for at blive?

En vigtig forudsigelse, der har betydning for medievirksomheder og virksomheder generelt, er, om forudindtaget og forvrænget information vil være fremherskende på tværs af digitale platforme. Jeg har taget et stik ved at forudsige, hvorvidt forbrugere, der ønsker at få det fulde, reelle billede, vil sejre over dem, der ønsker at skubbe falsk, forudindtaget og forvrænget information til deres fordel.

Forudsigelse af udbudssiden. Min forskning med Alok Gupta og Rob Kauffman foreslår i en nøddeskal, at jo mere konkurrencedygtig en industri eller et marked er, desto mere gennemsigtig vil informationen være. Men fordi værdien af ​​sociale netværk ligger i, hvor store netværkene er (også kendt som netværkseffekter), vil industrien fortsætte med at udvikle sig på oligopolistisk vis, hvor en håndfuld platforme får broderparten af ​​markedet, såsom YouTube, Facebook , Twitter, Tik Tok og Instagram i USA Sociale medievirksomheder vil fortsætte med 'newsfeed' os hvad vi ønsker baseret på vores klik og browsingadfærd, da de bruger deres markedsstyrke til at luge fra innovatører, der forsøger at introducere forretningsmodeller baseret på gennemsigtighed.

Forudsigelse på efterspørgselssiden. Hvad hvis vi bliver kloge nok til at tyde, hvad der er sandt, og hvad der er falsk, forudindtaget eller forvrænget, og vi så efterspørger faktabaseret indhold? Jeg er ikke særlig optimistisk. For det første er det nemt at blive suget ind i at læse nyheder på disse platforme. For eksempel, 78% af Facebook-brugere ende med at læse nyheder på platformen, selvom de ikke havde til hensigt det. For det andet, oven i købet, er vi farligt oversikre, når vi forsøger at fastslå fakta, fiktion og løgne. EN nylig undersøgelse viser, at tre fjerdedele af amerikanerne er oversikre, når det kommer til at skelne mellem legitime og falske nyhedsoverskrifter, og jo højere overmod, jo højere vil tendensen være til at dele nyheder, mens de stoler på utroværdige kilder.

Uddannelse: Lyset for enden af ​​tunnelen

Misinformation vil i stigende grad være en del af virkeligheden i mediebranchen og for at drive forretning generelt. Som svar truer en spirende industri dedikeret til at bekæmpe misinformation. I betragtning af forbrugernes godtroende natur er jeg ikke optimistisk med hensyn til fællesskabsbaserede systemer, der markerer misinformation, som Twitters nyligt introducerede Fuglekikkeri. Hellere, AI-aktiverede teknikker at bekæmpe misinformation er mere levedygtige, fordi de kan skaleres til at håndtere den massive opgave.

En måde at vende udviklingen på lang sigt er ved at uddanne de yngre, digitalt kyndige generationer, så de er i stand til kritisk at forbruge indhold til at skelne mellem fakta, fiktion, fantasi og løgne og at tænke som forskere, der vurderer flere kilder ud over sociale medier og anerkender deres skævheder i processen. Dette virker også som en kamp op ad bakke, for jo mere digitalt kyndig du er, jo mere overmodig har du en tendens til at være i forhold til din evne til at skelne fakta fra falske nyheder. Når du bruger digitale enheder, 42% af amerikanerne alderen 18-29 får ofte nyheder fra sociale medier sammenlignet med 15 % for alderen 50-64. Og så viser forskning ironisk nok, at når du deler et nyhedsindlæg via sociale netværk, vil du blive endnu mere selvsikker om dens rigtighed, selvom du ikke har læst den.

Sociale medievirksomheder har bare ikke nok incitamenter til at angribe misinformation til dens død. De bør i det mindste advare forbrugerne om at bruge deres platforme som nyhedskilde. På erhvervssiden vil pligten påhvile virksomheder på tværs af brancher til at udvikle uddannelse for medarbejdere til at markere og bekæmpe misinformation. For samfundet har gymnasie- og universitetsundervisere en stor opgave foran sig med at træne vores nye generationer til at tænke kritisk og have en undersøgende tankegang, når de forbruger online indhold. Det er ikke en kortsigtet kamp, ​​men en langsigtet krig, som vi skal føre mod misinformation.