Hvorfor USA ikke kan bremse verdens kuldioxidemissioner

Tidligere denne måned BP Statistical Review of World Energy 2022 blev frigivet, der dækker energidata til og med 2021. Tidligere leverede jeg en opsummering af data.

I dag vil jeg fokusere på tendenserne i den globale kuldioxidudledning.

For et år siden, som et resultat af Covid-19-pandemien, rapporterede BP et fald på 6 % i global kuldioxid fra 2019 til 2021. Dette var det største fald siden Anden Verdenskrig. Det var almindeligt forventet, at emissionerne ville stige tilbage i 2021, og det gjorde de.

Da verden kom sig efter den første Covid-19-bølge, steg de globale kuldioxidemissioner med 5.6 % fra 2020 til 2021. Det var den hurtigste vækstrate i næsten 50 år. Emissionerne var kun 0.8 % under det rekordhøje niveau, der blev sat i 2018. De er på vej til at nå et nyt rekordhøje i år, medmindre en recession bremser den globale energiefterspørgsel i andet halvår.

Der er en enorm forskel mellem kuldioxidemissioner fra udviklede lande og udviklingslande. De 38 medlemslande i Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling (OECD) er højindkomstlande, der generelt betragtes som udviklede lande. Udledningen af ​​kuldioxid i disse lande har været faldende i 15 år og er på nogenlunde samme niveau som for 35 år siden.

Ikke-OECD-lande har på den anden side oplevet en eksplosion i væksten i kuldioxidemissioner. Der er to primære årsager til denne forskel.

For det første spillede kul en vigtig rolle i den tidlige udvikling af OECD, men det er nu ved at blive udfaset. Ikke-OECD-landene gennemgår en lignende udviklingsfase ved at bruge kul, og det øger deres kuldioxidudledning.

Den anden hovedårsag er, at størstedelen af ​​verdens befolkning bor i udviklingslande. Deres levestandard er stigende, og det medfører generelt et øget energiforbrug. Selvom emissionerne pr. indbygger i disse lande er lave, har en stor befolkning af mennesker, der øger emissionerne pr. indbygger, en stor samlet indvirkning på de globale emissioner.

Men dette udgør en stor udfordring med hensyn til at kontrollere verdens kuldioxidudledning. Omkring 60 % af verdens befolkning bor i Asien og Stillehavsområdet. Forbruget pr. indbygger er meget lavere end i verdens udviklede lande, men milliarder af mennesker, der langsomt øger forbruget, har været den drivende faktor bag stigende kuldioxidudledning i årtier.

Siden 1965 har kuldioxidemissionerne i USA og EU ikke ændret sig meget. Men de er vokset støt i Asien og Stillehavsområdet og nåede en ny rekordhøjde i 2021. Asia Pacifics emissioner er nu over det dobbelte af de samlede emissioner fra USA og EU.

Det er heller ikke kun Kina og Indien. Flere lande i Asien og Stillehavsområdet er både blandt de største kuldioxidudledere og er blandt de førende i væksten i emissioner.

Jeg støder ofte på mennesker, som tilsyneladende ikke kan forstå, hvorfor vi ikke tager fat på stigende kuldioxidemissioner. Denne grafik illustrerer udfordringen.

Selvom USA har tilført mere kuldioxid i atmosfæren over tid end noget andet land, er Kina bestemt til at overgå os. Det er derfor, USA ikke kan gøre meget ud af dette problem ensidigt, medmindre vi opfinder nye teknologier, der effektivt kan trække kuldioxid fra luften og binde det.

Globale kuldioxidemissioner er blevet drevet af Asien og Stillehavsområdet i de sidste 50 år, og der er ingen tegn på, at dette er ved at bremse. Verden har ikke en chance for at bremse kuldioxidemissionerne uden at finde ud af en måde at stoppe emissionsvæksten i disse folkerige udviklingslande.