Energipolitikker for flygtningehjælp: Bæredygtighed og adgang

Flygtninge, der er trængt ind i usle lejre, er ikke et nyt mentalt billede. Antallet af flygtninge fortsætter med at stige globalt. Dette år 274 millioner mennesker blev registreret at have behov for humanitær bistand, heraf 100 millioner er flygtninge. Den russiske invasion af Ukraine bragte dette ikke kun til Europa, men til mange stater i det globale syd, der var afhængige af ukrainske fødevarer. Denne humanitære krise er ikke bare en katastrofe på sine egne præmisser, men er også en undervurderet del af vores moderne energikriser.

Paradoksalt nok, efterhånden som flere og flere mennesker tvangsmæssigt afbrydes fra energinettene og tvinges ind i flygtningelejre, stiger disse personers energiforbrug pr. indbygger på trods af, at individer bruger mindre.

Tallene er svimlende. Kun 11 procent af fordrevne personer har adgang til individuelle energiudtag, og 9 ud af 10 flygtninge mangler adgang til bæredygtige lyskilder. Dybtgående ineffektivitet og manglende opmærksomhed på grundlæggende energibehov i flygtninge- og humanitærpolitik skaber den værste af alle verdener: Energiforbruget stiger, samtidig med at det giver færre og færre fordele.

Over 4 millioner flygtninge og 6 millioner internt fordrevne (IDP'er) belaster allerede den europæiske energiinfrastruktur. Udbrændthed og mørklægning er nu endemiske problemer i østeuropæiske elnet. Flygtninges afhængighed af fremadfordelt varme måltider bruger meget mere energi per person gennem transport af madolier og udnyttelse af mindre ineffektive områder. Når vinteren kommer, vil dårligt isolerede telte, kaserner og andre "midlertidige" overnatningssteder bruge enorme mængder elektricitet, og holde dets indbyggere varme med mindre effektive bærbare brændstoffer eller være afhængige af tæpper og sjaler, som ikke kun skal produceres, men transporteres i massevis.

Hvis agenturer ikke kan løse disse problemer, vil flygtninge selv gøre det. Desværre, ligesom de fleste uorganiserede masseaktioner, vil resultaterne være uønskede. I Libanon, Syriske flygtninge forværrede "niveauer af fast affald, luft- og vandforurening og sanitet" for at undgå livsfare. Ligeledes blev Bangladesh miljøpåvirket, da rohingya-flygtninge ødelagde 3 713 hektar af kritiske reserveskove, fremskynde skovrydning og øget luftforurening fra mere end 100 tons menneskeligt affald, så de kunne lave mad.

I Uganda måtte flygtninge fra Den Demokratiske Republik Congo og Sydsudan skabe deres egen ad hoc-energiinfrastruktur, hvilket skadede forholdet mellem flygtninge og værter.

Mens statslige og mellemstatslige handlinger mangler, er der få aktive offentlig-private initiativer til at løse dette energiproblem. NGO'en Practical Action har indgået partnerskab med Ikea Foundation og andre humanitære NGO'er i Projektet Vedvarende Energi til Flygtninge (RE4R) for at give bæredygtig energiadgang til flygtningelejre i Rwanda (Nyabiheke, Gihembe og Kigeme) og Jordan (Irbid). Det projekt tager en total energiadgangstilgang, som giver "energiadgang til husholdninger, virksomheder og lokalsamfund i fordrevne omgivelser."

Chatham House ledet Moving Energy Initiative med et konsortium af private og offentlige aktører for at levere vedvarende og bæredygtige energiløsninger samt politiske anbefalinger til flygtningelejre i Jordan, Kenya og Burkina Faso. International Renewable Energy Agency (IREA) samarbejdede med UNHCR for at løse rene og overkommelige energiløsninger inden for humanitærisme og for at bidrage til UNHCR's Global strategi for bæredygtig energi 2019-2024. Deres fund pegede på en mulighed for løftestang i solcelle-mininet, som kan give flygtninge adgang til elektricitet.

Disse småskalaprojekter har alle været succesfulde, men kræver mere velgørende støtte for at blive opskaleret og hjælpe med at løse deres energiproblemer. Heldigvis er løsningerne på dette problem primært logistiske og ville, hvis de blev implementeret, spare værtslandene for penge. Desværre kræver alle disse videnskabelige løsninger politisk vilje og organisation for en valgkreds, der sjældent har dyb politisk indflydelse.

At acceptere flygtningelejrenes semi-permanens er værtsregeringernes største og sværeste udfordring. At anerkende, at flygtninge ikke vil være væk om et par uger, giver mulighed for mere effektive forsyninger, boliger osv., hvilket i sidste ende reducerer omkostningerne og øger flygtningenes resultater. At give lejre eller flygtningesamfund interessentstatus for at kontrollere fordelingen af ​​energirelaterede ressourcer vil yderligere øge flygtninges energieffektivitet.

Flygtningeproblemer har energipolitiske konsekvenser. Jo hurtigere internationale hjælpeorganisationer og donorsamfundet indser dette, jo hurtigere kan praktiske løsninger udnyttes til at løse begge problemer. På trods af kontroversiel optik vil langsigtet energiplanlægning for flygtninge fremskynde repatriering, give bedre humanitære resultater og hjælpe med at beskytte miljøet.