Hvordan feminisme informerede regnfrakker Medstifter Gina Birchs første solo-LP

Det gamle ordsprog "bedre sent end aldrig" kunne bestemt gælde for bassist-sanger-kunstner-filmskaber Gina Birch. XNUMX år efter at have været med til at stifte den banebrydende britiske kvindelige punkgruppe the Raincoats, udgiver Birch endelig sit solo-debutalbum Jeg spiller højt på min bas. Uden for den lejlighedsvise Regnfrakke-genforening og hendes samarbejdsprojekter gennem årene havde Birch mest koncentreret sig om at male; hende kunstværker blev udstillet sidst sidste år i London. Men som det viser sig, var musikken aldrig langt væk fra hendes radar.

"Nogle af de sange, der er på denne plade, har været sange, som jeg har startet for længe siden," siger hun, "og jeg har en hel del flere af dem. Så jeg skriver eller maler altid eller laver film. Hvis jeg ikke gør noget, eksisterer jeg ikke. Jeg skal arbejde på noget."

Birchs nye album, som er planlagt til udgivelse denne fredag ​​via Third Man Records, kan betragtes som en yderligere forlængelse af Raincoats' anmelderroste og feministisk-mindede indierock. Musikken på hendes plade, som var co-produceret af Killing Joke's Youth, udvinder genrer som punk, dub, eksperimentel, elektronisk og endda 60'er pigegruppepop. Imidlertid, Jeg spiller højt på min bas's soniske mangfoldighed var ikke bevidst, ifølge Birch, men snarere resultatet af den lyd, hun kunne lide på det tidspunkt.

"Jeg tror, ​​at med alt, hvad jeg gør, har jeg en tendens til ikke at censurere mig selv. Så hvis nogen siger: 'Åh jamen, det passer ikke rigtigt, med fingerklik eller en pigegruppelyd der.' Jeg siger: 'Jeg kan lide det.' Eller 'Hvad laver du med Auto-Tune? Det synes vi ikke lyder rigtigt«. Jeg sagde: 'Jeg er ligeglad. Jeg kan lide det.' Jeg tror, ​​der er en sammenhæng i rekorden på trods af dens mangfoldighed. Jeg spurgte lydteknikeren: 'Hvad er det for et album?' Og han sagde: "Det er et Gina Birch-album."

En rød tråd hele vejen igennem Jeg spiller højt på min bas er Birchs introspektive, men alligevel opløftende tekster formet af kvindelighed og empowerment, som helt tydeligt på det hymnagtige nummer "Feminist Song" ("Når du spørger mig, om jeg er feminist, siger jeg til helvede med magtesløshed," lyder lyrikken). "Det er meget vigtigt, at kvinder er repræsenteret på bestemte måder," forklarer Birch. "Nogle gange er de iltre. Ikke alle kvinder ville være enige i alle mine sætninger eller sætninger, men ikke alle mænd ville være enige i alle mænds sætninger eller sætninger. Så jeg repræsenterer mit eget perspektiv eller min egen erfaring.”

Den hypnotiske, elektronisk prægede sang "I Will Never Wear Stilettos" kan tolkes som, at fortælleren hævder sin uafhængighed ved at trodse samfundets forudfattede holdninger om, hvordan kvinder skal fremstå. Birch siger: ”Det forekom mig, at der var en eller anden form for besvær eller magtesløshed ved at skulle vippe med på disse meget tynde pigge. Og det virkede en mærkelig ting - at kvinder måske blev dårligere stillet på en eller anden måde. Ja, man kan sige, at de [stilletter] kan være våben. De kan være sexede. Jeg tror, ​​at hvis du har de rigtigt formede ben, kan stiletter virkelig få et ben til at se smukt ud. Og jeg er ikke imod dem i sig selv. Det er bare, at jeg aldrig ville have dem på.

"Når du er på min alder, er der en bestemt ting. Det er ligesom, 'Hvorfor er dit hår sådan?' 'Har du nogensinde tænkt på at have disse sko på? Hvorfor har du de store klodsede sko på?' Du har dine øjeblikke af trods og oprør. De er ret små oprør sammenlignet med Pussy Riot, for eksempel. Men de er mine egne oprør mod de traditioner, som bestemt mødre til folk i min generation ville have ønsket for os. De ville have ønsket, at vi havde mere femininitet på den måde, som de forstod femininitet. Så det er at definere en ny kvindelighed eller en ny kvindelighed.”

Når vi taler om det russiske feministiske musikkollektiv, er Pussy Riot også titlen og emnet for et andet nummer fra det nye album. "Der er så mange kvinder i meget vanskelige omstændigheder," siger Birch. "Og de er fast besluttet på at kæmpe. Med Pussy Riot er deres tapperhed utroligt. Mine små oprør føles ret patetiske til sammenligning. Jeg vil gerne sige, at jeg tager mod fra dem, men jeg tror ikke, jeg har deres mod.”

Den første single udgivet forud for albummet, den larmende rocker "Wish I Was You", byder på en optræden af ​​Sonic Youth-guitarist Thurston Moore (den ledsagende video blev instrueret af Birchs datter Honey). Inden han skrev sangen sammen med Youth, havde Birch haft travlt med at male og arbejde på en single til Third Man.

"[Min mors kusine] sagde: 'Det går så godt for dig. Det lader til, at du på en måde bliver løftet op og båret med«. Så jeg skrev denne ting om, hvordan du har øjeblikke i livet, hvor du fanger en bølge ... Og så til sidst - læste jeg denne bog om Francis Bacon, maleren. Han sagde til sine venner: 'Lad os alle være strålende. Vi burde alle være så geniale, som vi kan.' Jeg tænkte, at hvis jeg selv skal for stor, så lad os være geniale. Så det lagde jeg ind. Og på en måde kan jeg godt lide tanken om, at folk alle synger: 'Lad os være geniale! Lad os være geniale!' Teksterne til det kom virkelig på en mærkelig måde."

Det rytmiske, dub-lignende titelnummer er særligt utraditionelt, idet det byder på Birch og fire musikere (Helen McCookerybook, Emily Elhaj, Shanne Bradley og Jane Perry Woodgate), der alle spiller bas. Den deklarative sang stammer fra McCookerybooks bog The Lost Women of Rock hvortil forfatteren interviewede kvinder, der tog et instrument i brug i punktiden. Det vakte interesse for en film, og McCookerybook inviterede Birch, som havde lavet en dokumentar om regnfrakkerne, til at samarbejde med hende.

"Vi troede, at vi ville lave et par sange og prøve at få finansiering [til projektet]," siger Birch. "Så jeg fik et par af kvinderne til at komme og spille bas på dette nummer for at prøve at få finansiering. Jeg tror, ​​vi solgte omkring to. (griner) Vi var ikke særlig gode til at markedsføre os selv. Og så arbejdede jeg med det og skubbede det videre ... Jeg har dette hus, og der er en stor karnap. Jeg forestillede mig at spille bas der, åbne vinduet op og råbe op ad gaden. Så jeg begyndte at skrive de tekster."

Som supplement til musikken er albummets coverkunst med Birchs selvbiografiske maleri fra 2018 "Loneliness", inspireret af tiden da hun flyttede ind i en squat i Londons Westbourne Grove engang i 1970'erne. "Når man flytter fra en provins til en hovedstad, er der en slags anderledes stemning. Folk virkede meget mere sofistikerede i London og havde forskellige måder om dem. Jeg kom fra en lavere middelklassefamilie i Midlands. Pludselig er jeg i London. Det var genialt, men jeg skulle finde mine fødder. Og jeg havde disse to værelser på toppen af ​​dette hus, kun koldt rindende vand. Gipsen var ved at falde af væggene. Jeg havde en lille bitte vask og to ringe på gulvet at lave mad på. Det var både magisk og forfærdeligt.

"På kunstskolen Jeg opdagede Super 8-filmen, da [filminstruktøren] Derek Jarman var kommet til mit college og viste sit arbejde. Jeg lavede et konceptuelt stykke, som skreg i løbet af den tre-minutters patron. Så jeg tog et stillbillede fra det - 'arrrrgh!' Det var en slags råb fra hjertet, og jeg kaldte det "Ensomhed." Folk synes at relatere det til albummet. Jeg ved sådan set ikke, om jeg valgte det, eller det valgte mig, eller en anden valgte det. Jeg er ikke helt sikker på, hvordan det skete. Det knyttede sig bare til albummet."

Birchs første soloplade kommer 45 år efter dannelsen af ​​Raincoats, bandet hun grundlagde sammen med sangerinden og guitaristen Ana da Silva i London. En af de første britiske kvindelige punk-aktører, Raincoats udgav deres selvbetitlede album i 1979, som nu betragtes som en klassiker. ("Bandet oplyste et nyt register og et nyt perspektiv, der var trodsigt feministisk," skrev Vivienne Goldman i sin bog fra 2019 Revenge of the She-Punks). I løbet af årtierne er regnfrakkerne blevet holdt højt af fremtidige generationer af rockere som Nirvanas Kurt Cobain, Sonic Youth's kim gordon og Bikini Kills Kathleen Hanna, der fandt regnfrakkerne inspirerende for at gå imod musikalsk konvention.

Selvom de har omgrupperet et par gange i årenes løb til særlige forestillinger, er Regnfrakkerne noget tilbagetrukket; deres sidste studiealbum udkom i 1996. "Ana har aldrig ønsket at lave nogen ny musik som Raincoats," siger Birch. "Af og til spiller vi "Pussy Riot" som regnfrakker. Vi spillede indimellem "Feminist Song" nok lidt mere og "No Love." Jeg kunne ikke holde ud bare at spille de samme gamle sange igen og igen. Jeg har altid skrevet. Og så da muligheden kom for at gøre denne [nye rekord], var det ikke svært. Det eneste var, hvilke sange man skulle vælge. Og jeg havde masser af sange."

I sidste ende balancerer kunst og musik hinanden for Birch, som vil lave koncerter i Storbritannien og Irland, mens hun ser på mulige datoer for USA "Jeg elsker dem begge meget," forklarer hun om de to medier. ”Jeg blev fuldstændig forelsket i at male, og jeg holdt ligesom op med at lave musik. Men da Dave Buick fra Third Man sagde om at lave "Feminist Song" [som single], indså jeg, hvor sjovt det er. Det sker sikkert for dig, når noget du elsker og noget andet tager over. Så genfinder du den originale ting. Du siger: 'Wow, det har jeg gjort så længe, ​​og jeg elsker det.' De er begge fantastiske. Jeg ved ikke, hvad der vinder i sidste ende. Sandsynligvis som min gamle person karriere, kan det være at male. Men mens jeg stadig er ung, fit og dygtig, skal jeg lave musikken. Det er en dejlig ting at gøre.”